Komorebi Garden kunne være navnet på en botanisk have i en fjern galakse. Måske derfor passer betegnelsen så godt på Eigil Jespersen og Ronja Anderssons futuristiske R&B, som besidder en æterisk, næsten overjordisk kvalitet. Med en blanding af synkoperede beats, dyb bas og skrøbelige vokalharmonier har den unge duo skabt et sonisk udtryk, der allerede har indbragt dem optrædener i VEGA og på Spot Festival. Denne aften tilføjer de et nyt fremmedelement til deres elektroniske univers i form af en stryger.
‘benspænd’ er Villa Kulturs koncertprogram for ny dansk musik. Med koncerterne ønsker vi at hylde den kreativitet og alsidighed, som musikkens vækstlag gemmer på. Ved at udstyre alle artister med et kunstnerisk benspænd for deres optræden er det vores ambition at udvikle en nyskabende platform for musikkens talenter - og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser.
benspænd: Komorebi Garden
Torsdag 22/9-22 kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.00)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 80 kr.
Koncerten er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond.