Vækst 3: “Self-sufficiency is a Scam!”
En udstilling af Alice Topsøe-Jensen, Dalin Waldo og Victor Vejle.
pressemeddelelse, nov 2021
Fernisering d. 2. december kl. 18-22.
Udstillingsperiode: 2. - 11. december 2021
Åbningstider:
- Torsdag d. 2/12: 19:00-22:00 (fernisering + Karen la Cour)
- Fredag d. 3/12: 15:00-18:00
- Onsdag d. 8/12: 15:00-18:00
- Torsdag d. 9/12: 15:00-18:00
- Fredag d. 10/12: 15:00-18:00
- Lørdag d. 11/11: 13:00-17:00
Er man lykkedes i livet, hvis man ikke har brug for hjælp? I udstillingen Self-sufficiency is a Scam bearbejder tre unge kunstnere deres forskellige erfaringer fra mødet med sundhedssystemet. Gennem lyd, video og lys stiller værkerne spørgsmålstegn ved, om systemets higen efter at patienter skal blive selvstændige er godt for deres helbred eller blot for samfundsøkonomien. Som modsvar står værkerne skulder mod skulder i et kollektivt udsagn om, at vi mennesker altid har brug for hinanden.
Udstillingen indtager Villa Kultur, som tidligere har huset Københavns Kommunes tilbud for folk med psykisk sygdom og folk med handicap. Et stort lysende lyn skabt af Alice Topsøe-Jensen (f. 1994) stråler ud af villaens orangeri. Hun arbejder med de måder som samfundet er med til at skabe og vedligeholde psykisk sygdom, og derfor stråler lynet med en ophobet energi skabt i mødet med et underfinansieret social og -sundhedsvæsen. Ved siden af hænger hospitalstøj, som Alice Topsøe-Jensen har syet sammen og skrevet på for at fremme sygeplejerskernes lønkamp og arbejdsløses kamp for ordentlige ydelser. I stedet for at vende frustrationen fra sine indlæggelser mod sygehuspersonalet, peger hun i sine værker på samfundets nedprioritering af omsorgsområdet.
I værket Balance af Victor Vejle (f. 1994) ser vi et menneske, hvis mobilitet er udfordret. Personens ene ben er opspændt, og vi følger således dennes kamp med at holde sig oprejst på sit funktionsnedsatte ben. Trods utallige fald forsøger personen igen og igen at stå op, som en repetitiv demonstration af samfundets forventninger til kroppe med handicap: at alle skal lære at hjælpe og klare sig selv. På den måde afspejler videoen de realiteter, der vinder frem i et underfinansieret sundhedsvæsen.
Imens drøner et lydværk med rislen, susen, klikken, trommen og vejrtrækning ud af fire højtalere. Som et fragmenteret indre har lydkunstner Dalin Waldo (f. 1999) skabt et auditivt monument for humørsvingninger, der hurtigt bevæger sig gennem forskellige simultane sindstilstande. Dalin Waldo, der er iransk-rumænsk queer kunstner og født og opvokset i Århus, arbejder med lyd i anarkistiske kollektiver, hvor hun producerer sine egne synthesizers, der udfordrer idéen om den følelsesforladte maskine.
Igennem de forskellige værker stilles skarpt på varierende aspekter af at være i kontakt med social- og sundhedsvæsenet. Med stærke lyd- og lysindtryk står udstillingen som et billede på et samfund, hvor der ikke er plads til folk med psykisk sygdom og handicap. Alligevel bliver det skrøbelige i Victor Vejles konstante fald, Dalin Waldos divergerende lyde og Alice Topsøe-Jensens omsorg for omsorgspersonalet til en stærk følelse af intimitet og sammenhold på tværs af forskelligheder som et forbilledligt menneskesyn for samfundet.
Udstillingen er den tredje i udstillingsrækken VÆKST kurateret af Ida Schyum og Nanna Saplana Thorning. Udstillingsserien inviterer unge kunstnere fra det danske vækstlag ind til at bidrage med perspektiver til samfundets stigende fokus på vækst. VÆKST er et samarbejde mellem musikbookingselskabet PREP MUSIC, der holder koncerter i forbindelse med udstillingen.
Udstillingsrækken er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Dansk Tennis Fond og Østerbropuljen.