Jamilla Mahmoud: “Meshmerized”

Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø. Fernisering lørdag d. 19. marts, kl. 17-21. Til ferniseringen vil der serveres dessert, være oplæsning af forfatter Sabita Söderholm og Malika Mahmoud vil stå bag DJ-pulten. Udstillingsperiode: 19. marts - 27. marts, 2022.

Ligesom at genstande rejser over kloden i et stort handelsnet, bevæger og forandrer kulturelle betydninger sig. I udstillingen Meshmerized undersøger billedkunstner Jamilla Mahmoud (f. 1999) kulturelle symboler og genstandes forbundethed på tværs af folkefærd, grænser og historieskrivning. Med østafrikanske tekstiler kaldet kangaer, marmorskulpturer, liljekonvalsæber og grøntsagsnet i plastik, sætter Mahmoud de store systemer af kulturelle udvekslinger og vandringer under lup. Derigennem spørger udstillingen til den ulige distribuerede ret til at definere, hvad ting betyder.

I Villa Kulturs orangeri møder man værket Cashew (2021). En cirkulær marmorskulptur af overdimensionelle cashewnødder, der står på et skrigende grønt stativ af fire sammensatte flueben. Værket udspringer af en undersøgelse af forskellige tekstilmønster med cashews på, som Mahmoud sporer 2.000 år tilbage i tiden – fra det engelske Paisley-mønster til det persiske Buta-mønster. Gennem flueben og sammensatte cashewnødder beretter værket om mønsterets cirkulære bevægelser gennem tiden og kulturer.

På orangeriets opsatser står værket Backbone (2021), en bækkenbensknogle af marmor, som hviler på en gul legetøjsbil. Bagved hænger det traditionelle østafrikanske stof kanga med flerkulturelle symboler: et apple logo og budskabet Eid Mubarak. Med titlen peger værket både på kroppens midterste knogle, men også på den del af datanettet hvor meget information samles, transmitteres og sendes ud igen. Backbone skildrer dermed den hyper-kulturelle informationsmotorvej, hvor kulturtegn udveksles på tværs af kloden. 

Som noget særligt går Mahmoud i dialog med Villa Kulturs arkitektur og fylder et blomsterbed med kunstgræs. Ovenpå ligger værket Structural Memory (2021), et overdimensioneret SD-hukommelseskort udhugget i marmor. I dette møde mellem orangeriets kunstige natur, teknologi og marmor, stiller værket kritisk på, hvordan bestemte kulturer tager patent på materialer, hvor marmoret oftest portrætterer hvide magthavere og grønt græs vandes i dyre domme hos overklassen for at dække over jordens egentlige overflade. 

Under udstillingen indhylles orangeriet i en sød duft af liljekonval. Duften kommer fra værket Changuu Island - Prison Island (2022), en samling af grønne skildpaddesæber, der fylder orangeriets springvand. Værket tager navn efter en tanzaniansk ø, hvor aldabraskildpadderne har levet siden de blev givet som gave af kolonimagten i 1919. Skildpadderne kan blive over 200 år gamle og er dermed de eneste levende vidner, der har set den koloniale vold, krig og nuværende turisme, som hersker på øen. Skildpaddesæberne giver derved både udtryk for turistattraktionen og de utallige hænder, der er forsøgt vasket rene.

Det er netop i udstillingens mesh af genstande og symboler, at verdens forbundethed fremstår. Gennem nutidens teknologi, madhandel, kolonial turisme og 2.000 års symbolik, reflekterer udstillingen Meshmerized over ikoners rejsende betydninger og menneskers ulige bevægelsesmuligheder. Alt dette sammenkobles i værket Mesh (2021), der er spændt ud over grenene på orangeriets store figentræ. Skabt af utallige farvede grøntsagsnet i plastik, som kunstnerens venner og bekendte kollektivt har samlet sammen, ledes tankerne ikke blot hen på de mange grøntsager der har rejst verden over som importvare, men på alle de mange hænder som har pakket, flyttet og samlet. 

Jamilla Mahmoud (f. 1999) er studerende på andet år på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun har tidligere studeret Marble Arts på Studio Bestanti under Christian Lange i Pietrasanta, Italien. Hun har udstillet på Galleri 22, på Førsteårsudstillingen og Galleri Q.

Om VÆKST
Udstillingen er den femte og sidste i serien VÆKST, kurateret af Ida Schyum og Nanna Saplana Thorning. Her inviteres unge kunstnere fra det danske vækstlag til at bidrage med perspektiver til samfundets stigende fokus på vækst. VÆKST er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Statens Kunstfond, Østerbro Lokaludvalg, Roskilde Festival og Dansk Tennisfond.

Åbningstider
Onsdag d. 23/3, kl. 15-18
Torsdag d. 24/3, kl. 15-18
Fredag d. 25/3, kl. 15-18
Lørdag d. 26/3, kl. 13-16
Søndag d. 27/3, kl. 13-16

Previous
Previous

VÆKST 1: Ida Brockmann “A soft spot for hardware”

Next
Next

Mød et medlem: Jonathan Filskov