Udvalgte problemstillinger

#1: Den digitale tsunami

Internettet bugner med en overflod af indhold og information. Der mangler koncentration, fordybelse og plads til at ånde. Den snævre kultur har ikke blot svært ved at skære igennem på nettet. Vi risikerer også at afskære den digitale kultur fra det brede flertal.

#2: Digitale diktatorer

De store tech-giganter og streaming-tjenester (Facebook, Google, Spotify) sidder for tungt på magten. De dikterer forholdene og skaber urimelige vilkår for at etablere et sundt arbejdsmiljø i kulturens fortrinsvis digitale jobmarked - uden nogen form for regulering.

#3: Det digitale afsavn

Hvordan dufter digital kunst og kultur? På nettet er det svært at skabe dybe, meningsfulde og sensoriske oplevelser, som ellers er det, der kendetegner den fysiske kultur. På nettet mister vi kulturens sensoriske rigdom, hvis ikke vi får udviklet nye værktøjer og formater.

Udvalgte løsningsforslag

#1: En international, digital dartskive

Vi skal bruge digitale værkstøjer til at finde og segmentere nye målgrupper. Lave digital kultur for dem, der vil have den og dyrke de nicher, der muliggøres af international opmærksomhed.

Det kræver, at vi i fællesskab arbejder for flere globale kunstinitiativer og internationale samarbejder, og udnytter teknologiens muligheder til at overskride afstand og landegrænser.

#2: Stærke digitale institutioner

Skal vi have et kulturhus for digital kunst? En digital kunstfond? Digitale interesseorganisationer for kulturen? På en eller anden måde skal vi i hvert fald skabe nye og neutrale platforme.

F.eks. abonnementsordninger på digital kunst eller streamingtjenester for talenter, så vi kan udfordre tech- monopolerne med digitale institutioner, der giver mere tilbage til kunsten.

#3: De gode digitale oplevelser

Vi skal ikke nøjes med at filme fysiske kulturoplevelser og smide dem på nettet. Digital kultur skal være født digitalt - og omfavne det digitale mediums særlige muligheder.

F.eks. ved at integrere digitale og fysiske kulturoplevelser, ved at udforske den gode, digitale kunstoplevelse og ved at sætte nye dogmer for de digitale kulturforbrugere og deres adfærd.

Udvalgte problemstillinger

#1: Det økonomiske tabu

Det har altid været et tabu at tale om penge og lønvilkår i kulturlivet. Forestillingen om, at man laver kunst og kultur, fordi man ikke kan lade være, indgår i 40 års selvforstærkende dynamik med gratis arbejde og “invester i dig selv”-logik. Det er ikke kun økonomisk udfordrende. De usikre arbejdsvilkår risikerer også at føre til en kedeligere, mere homogen kultur.

#2: De økonomiske flaskehalse

Der bliver faktisk investeret mange penge i kultursektoren. Både fra forbrugerne, blandt virksomheder og af staten. Men ansvarsplaceringen og fødekæden fungerer ikke i kulturens økosystem. Bevillinger og fonde kan være svære at gennemskue, og det, der er acceptabel praksis blandt små kollektiver og foreninger, gælder ikke for store institutioner og virksomheder.

#3: Den uøkonomiske kultur

I Danmark “bor” kulturen i sit eget ministerium, fordi den er noget særligt. Det betyder åbenbart, at kulturen ikke anses for at være en økonomi. Kulturlivet befolkes - ligesom alle andre brancher - af arbejdstagere i mange former, men i systemet falder de mellem kunstigt opstillede modpoler som enten frivillige eller lønmodtagere: gratis eller kommercielle.

Udvalgte løsningsforslag

#1: Del forretningsmodeller

Vi skal ændre kulturens narrativ til, at kunst og kultur godt kan betale sig. Det gør vi ved selv at tage ansvar for, at kulturlivet ses som et erhverv og ved at betragte os selv som professionelle udøvere. Det kan vi komme langt med, hvis vi deler vores forretningsmodeller, indtjeningsmuligheder og økonomiske overvejelser med hinanden via netværk, platforme og dataindsamling.

#2: Nye samarbejdsformer

Vi skal finde nye samarbejdsformer, hvor vi kan styrke hinanden og arbejde på tværs af projekter. Det kræver dog en bevidsthed om, hvad der er gode arbejdsvilkår for hver især - samt at vi indsamler erfaringer om rollefordeling, arbejdsdeling og samarbejdsaftaler. Det kræver også, at fonde, erhverv og det offentlige er inkluderende overfor mere fleksible organisationstyper end det (for kulturen) rigide Foreningsdanmark.

#3: Kulturen som (særligt) erhverv

Vi skal omforme kulturens patchwork-økonomier i en positiv organisering, hvor legater bidrager til dagpenge, barselsordninger fungerer og staten ikke dobbeltbeskatter deres egne uddelinger. På den lange bane skal der arbejdes for, at det særligt kan betale sig at investere i kulturens udvikling. Både i form af arbejdstid for kulturens selvstændige, gennem CSR-policies for virksomheder og via udbud fra det offentlige.

Udvalgte problemstillinger

#1: Det bæredygtige ansvar

Har klima og kultur noget med hinanden at gøre? Det er måske mindre åbenlyst end med bygge-, transport- og landbrugsbranchen, men som kulturaktører skal vi erkende vores ansvar for at skabe kulturel refleksion om en bæredygtig fremtid. Der er samtidig behov for, at vi som sektor selv går forrest i klimakampen med vores egne kulturproduktioner.

#2: De dyre klimaløsninger

Den enkelte, lille aktør har sjældent råd til bæredygtighed, som på den korte bane er markant dyrere i omkostninger. De bæredygtige valg skal skaleres ned, så det ikke kun giver økonomisk mening for store festivaler. Det kræver opbakning og ressourcer til at udvikle nye løsninger. På samme måde skal kulturforbrugerne også stilles overfor de bæredygtige valg, uden at det gøres til en økonomisk barriere.

#3: Den ukendte bæredygtighed

Det er svært at måle bæredygtig forandring, at kvalificere initiativer og at vide, hvad der virker. Der er mangel på informationsudveksling, datadeling og gennemsigtighed omkring, hvordan vi arbejder med bæredygtighed i kulturen. Der er derfor behov for fælles værktøjer og standarder for bæredygtighedstiltag, så vi sikrer, at vi taler samme sprog på tværs af kulturbranchen.

Udvalgte løsningsforslag

#1: Kultur er bæredygtig vækst

Et øget kulturforbrug, der erstatter køb af materielle goder, er et oplagt værktøj til at fastholde økonomisk vækst og samtidig begrænse vores slid på jordens ressourcer. Der er derfor brug for bedre oplysning om, at kultur er et bæredygtigt alternativ. F.eks. via formidlingskampagner, via undervisning og som et element i samfundets generelle grønne omstilling.

#2: Dele, udleje og genbruge ressourcer

Vi kan gøre bæredygtige løsninger mere tilgængelige for små kulturproduktioner ved at skabe platforme for videresalg, genbrug og deling af de materialer, vi bruger i kulturlivet. Der kan også indgå adgang til menneskelige ressourcer, som kan vejlede om bæredygtige forbedringer i kulturarbejdet samt værktøjer og cases fra de mange gode løsninger, som allerede er fundet.

#3: De bæredygtige stjerner

Det skal kunne betale sig at investere i bæredygtige produktioner, hvilket bl.a. kan ske ved bedre oplysning af forbrugerne. Det kræver en baseline for kulturforbrugets klimabelastning, som på kort sigt kan illustrere, hvilke indsatsområder der er relevante, og på lang sigt kan udvikle sig til en skala med f.eks. stjerner, der kan tydeliggøre sammenhængen mellem arrangørens størrelse og bæredygtighed.

Udvalgte problemstillinger

#1: Den ulige adgang

Diversitet handler ikke kun om at vælge anderledes blandt ansøgere. Kulturlivet er (også) præget af en manglende erkendelse af vores egen ubevidste bias i daglige prioriteter, lukkede netværk og formidling af opslag, uddelinger og invitationer, som kun når ud til og forstås af folk som én selv. I kombination skaber dette ulige adgang over en bred kam, hvor forskellige mennesker ikke har det samme brede udvalg af muligheder.

#2: Diversitet som projekt

Diversitet udtrykkes stadig mest i pop-ups, overskrifter og tidsbegrænsede projekter. Det har altsammen potentialet til at styrke diversiteten, men det må ikke distrahere fra det lange, seje træk, hvormed diversitet gøres til en gennemgående indsats og funderes bredt i organisationer og institutioner. Diversitet til hverdag kræver, at vi når til enighed om, hvad man skal stå til ansvar for og hvordan.

#3: Den smalle diversitet

Diversitet handler ikke kun om mænd, kvinder eller køn generelt. Det handler også om uddannelse, nationalitet, religion, handikap, politik og geografi - hvad end det er nationalt eller internationalt. Hvis vi udelukkende fokuserer på køn, glemmer vi nemt de mange stemmer, perspektiver og evner, som går tabt i vores kulturliv, og dette gælder både aktører og publikum.

Udvalgte løsningsforslag

#1: Kurateringsstafet

Vi kan kun booke eller udvælge de personer, som vi kender. En simpel metode til at åbne vores lukkede netværk er derfor en kurateringsstafet. Til et program med 8 deltagere vælger du selv de første 4 og så lader du dem vælgeren hver. Næste gang kan det måske udbredes i endnu flere led, men grundlæggende bliver programmet blot en smule mere mangfoldigt, hvis vi giver magten fra os - og som bonus bliver du selv opmærksom på nye kunstnere og kulturaktører undervejs.

#2: JEDI-principper for samarbejde

Det kræver privilegier at sige fra, hvis der ikke er nogen aftale. JEDI står for “Justice, Equality, Diversity & Inclusion” og skal bl.a. danne grundlag for samtaler om, hvor ansvaret placeres, hvordan man sikrer lighed, øger diversiteten og er inkluderende i sin organisation. Man kan bl.a. lave klare aftaler om, hvad der sker ved brud på principperne i form af konfliktløsning og kurser samt for temperaturmålinger på diversiteten i hverdagen.

#3: Anerkend bias internt

Vi får kun udbredt forståelsen af diversitet ved først at anerkende bias og privilegier i vores egne organisationer. Harvard’s Implicit Association Tests kan hurtigt illustrere dette for de fleste. Derfra kan man følge op med adgang til relevant (ud)dannelse og kurser samt workshops for ledere, medarbejdere, legatuddelere, etc. Indtil vi er kommet i mål, kan man uddanne interne mangfoldighedskonsulenter, som holder øje med udviklingen.