Der er en blød melankoli over DEEJADEs hyperpop. Her væves dybe bastoner og bitcrush’ede synthesizere sammen med Freja Debes’ inderlige vokal i sange om afsavn, tvivl og knuste forhold. Hør blot sidste års debutsingle ‘Where Did It Go’, der indbragte den 23-årige sangskriver spilletid på både P3 og P4: en på én gang brusende og vemodig popbasker i 180 BPM om at stå ved sig selv, mens verden omkring én føles fremmed. Et stortalent, der rammer tidsånden lige i hjertekulen.
Denne aften kan du opleve DEEJADE i en konceptuel performance, der forener både musikalske og visuelle elementer i et formfuldendt udtryk.
‘benspænd’ er Villa Kulturs koncertprogram for ny dansk musik. Med koncerterne ønsker vi at hylde den kreativitet og alsidighed, som musikkens vækstlag gemmer på. Ved at udstyre alle artister med et kunstnerisk benspænd for deres optræden er det vores ambition at udvikle en nyskabende platform for musikkens talenter - og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser.
benspænd: DEEJADE
Torsdag 18/4-24 kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.30)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 85 kr.
Find billetter via dette link.
Programmet er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond.