Der er en ubesværet sensualitet over Lei Lowes luftige neo-soul. Lige fra de indledende fraseringer overgiver man sig til den unge sanger, når hun med imponerende stilsikkerhed leverer sit take på moderne, fløjlsblød R&B. Bag kunstnernavnet finder man dansk-italienske Mikala Bosetti, som udlægger sit inderste selv i tekster om tilværelsens smertefulde øjeblikke - og om at vokse med kærligheden. Helt forståeligt, at GAFFA for nylig spåede hende en lysende fremtid. Denne aften viser Lei Lowe nye facetter af følsomheden, når hun giver en unik intimkoncert i villaens balsal.
‘benspænd’ er Villa Kulturs koncertprogram for ny dansk musik. Med koncerterne ønsker vi at hylde den kreativitet og alsidighed, som musikkens vækstlag gemmer på. Ved at udstyre alle artister med et kunstnerisk benspænd for deres optræden er det vores ambition at udvikle en nyskabende platform for musikkens talenter - og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser.
benspænd: Lei Lowe
Torsdag 25/5-23 kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.30)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 80 kr.
Koncerten er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond.