Fernisering d. 18. februar 2022 kl. 18.00-21.00 med performance kl. 19.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: Fri entré
Villa Kultur er stolte af at kunne præsentere en performance af Daniel Mølholt Bülow og Jonas Kjeldgaard Sørensen i Orangeriets grønne omgivelser.
Beholdere af keramik, en ølfontæne og en sekshovedet hårtørrerskulptur indtager Villa Kultur med udstillingen Plateauic af de unge kunstnere Daniel Mølholt Bülow og Jonas Kjeldgaard Sørensen. Udstillingen centrerer sig om en performance, hvor publikum er inviteret med til førfest og følger to performere style deres parykker og varme op til nattelivet. Kjolerne bliver rettet, poseringer øves og en stemning optrappes langsomt sammen med et dj-set. Vi får lov til at mærke den pirrende længsel, som ligger indlejret i opvarmningens forventninger til den ekstatiske afslutning. Men førfesten står denne gang alene uden sin forventede orgiastiske finale. Som et liminalt rum for forandring uden retning bliver den til et billede på en fordrejet venteposition og undersøger mulighedsrummet i et plateau.
Hele rummet og stemningen er ekstravagant med skulpturelle værker skabt specifikt til udstillingen. På slippers, der flyder langs gulvet som punktummer, bevæger de to queerede kroppe sig rundt fulde af forhåbninger. De benytter sig af en røgmaskine som hårspray, drikker øl af en fontæne og spiser vulgære, runde pommes frites med hvid dip. Parykkerne gemmer sig i dekorative keramiske beholdere og en skulptur bestående af seks hårtørrere fungerer som en eksplosiv udgave af en vindmaskine. De forskellige objekter fremstilles i performancen som fetischerede og traditionsbundne symboler for opvarmningsritualet, hvori vi forvandler os ud fra forhåbningerne til dét, der kommer efter.
Påklædningen og forvandlingen af kroppens form, køn og integritet er omdrejningspunktet i begge kunstnernes praksisser. Ved at fordreje førfesten og dens implicerede venten til at blive selve hovedakten undersøger de, hvordan den queerede krop kan skubbe til vores forestillinger om præstationer og i stedet hylde en verden, hvori stagnationen, det spildte og forfaldne kan få plads.
Plateauic er en del af udstillingsserien VÆKST, der er kurateret af kunsthistorikerne Ida Schyum og Nanna Saplana Thorning og finder sted i Villa Kulturs vækstrum for planter. Serien består af fem udstillinger med unge, talentfulde vækstlagskunstnere, som med forskellige indfaldsvinkler undersøger, hvad konceptet vækst indebærer, og hvordan et stigende fokus på vækst præger vores samfund.
Jonas Kjeldgaard Sørensen (f. 1993) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2018. Siden har han udviklet en performativ praksis styret af teatralsk opmærksomhed og bevæget af strukturelle ideer. Han har senest udstillet på OXER, Ebeltoft, 2021 med projektet “Beached at my breast”, hvor vores fælles vandede kroppe blev et horror-skvulp på havnekajen. Hans performances har bl.a. været vist på O – Overgaden Institut for Samtidskunst, JCE Biennalen i Paris, Brandts i Odense og Somerset House i London. I 2022 udstiller han blandet andet på den nyopstartede udstillingsplatform Toldkammeret i Helsingør.
Daniel Mølholt Bülow (f. 1992) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2020. Han er optaget af det, som tør virke meningsløst, usikkert, usynligt eller transformerende. Hans seneste performance var ved havnen i Aalborg, med projektet ”Overgang”, hvor kroppe gik i dialog med en bro og visualiserede pandemiens påvirkning af stedet. Han har bl.a. udstillet på Delfi i Malmø, das weisse haus i Wien og E25 Gallery i New York. I 2022 arbejder han blandt andet på en mobil portal for en endnu umulig virkelighed.
VÆKST er støttet af Statens Kunstfond, Slots- og Kulturstyrelsen, Østerbro Lokaludvalg, Dansk Tennisfond og Roskilde Festival.
Åbningstider
Fredag d. 18/2-22, kl. 18.00-21.00 med performance kl. 19.00 (fernisering)
Onsdag d. 23/2-22, kl. 15.00-18.00
Torsdag d. 24/2-22, kl. 15.00-18.00
Fredag d. 25/2-22, kl. 15.00-19.00 med performance kl. 18.00 (finissage)
Performancen dokumenteres og kan ses sammen med de fysiske værker i udstillingens åbningstid.