Lad naturens egne farver fylde lærredet, når Villa Kultur inviterer til en inspirerende tegne- og maleworkshop med naturblæk. Sammen med illustrator og billedkunstner Bine Jo Mortensen lærer du at fremstille dit helt eget blæk med elementer fra villaens have – og bruger det til at male unikke kunstværker i naturens ånd.
Vores miljø er under stort pres fra kemikalier i kunstigt fremstillede produkter som f.eks. maling – men faktisk kan du blande dine egne naturfarver helt uden syntetiske stoffer. Til denne workshop kommer du med på tur i haven, når vi i fællesskab samler ingredienser til vores eget naturblæk – og bliver klogere på fordelene ved bæredygtige alternativer.
Du kan også lære nye maleteknikker og -værktøjer, når vi bruger blækket til at male originale kunstværker – som du selvfølgelig kan tage med hjem efter workshoppen.
Workshoppen er egnet for børn +8 år. Vi stiller alle materialer og redskaber til rådighed. Vi anbefaler alle at iføre sig tøj, der tåler at få blæk på sig.
HAVEN: Naturens farver [workshop]
Lørdag 23/8-25 kl. 10.00 - 13.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 75 DKK
HAVEN er Villa Kulturs sommerprogram for grøn kreativitet. I vores vilde have på Krausesvej inviterer vi børn og voksne til workshops, fællesspisning, koncerter og talks, der kredser om bæredygtighed og biodiversitet. Mellem efeu og blomsterbede afsøger vi nye stier for kreativ udfoldelse – og går på opdagelse i den bynære natur.
HAVEN er skabt i samarbejde med Nordea-fonden og er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune.