Findes der liv i rummet? Er UFO’er et videnskabeligt fænomen eller ren science fiction? Og kan historien om de flyvende tallerkener lære os noget om vores egen plads i universet?
Da Frederik Dirks Gottlieb fik idéen til ‘Flyvende tallerken’ - en podcast om de seneste års opsigtsvækkende UFO-rapporter - var han overbevist om, at det kun havde interesse for en indviet skare. Fem sæsoner og millioner af downloads senere står det klart, at han ikke er alene med sin fascination af de mystiske pletter på himlen. Hvor UFO-emnet tidligere har resulteret i hovedrysten og snak om konspirationer, har Gottlieb igangsat en anderledes nøgtern og videnskabeligt funderet samtale om de ukendte objekter - og givet lytterne anledning til at reflektere over et af livets store spørgsmål: Er vi alene i universet?
For Gottlieb har fascinationen også et personligt aspekt: Som beskrevet i sidste års medrivende bog ‘UFO-Mysteriet’ havde hans egen far en livslang interesse i fænomenet, længe før Pentagon-dokumenter og kongreshøringer havde gjort det acceptabelt i offentligheden. Denne aften kan du opleve Gottlieb i samtale om sine erfaringer med UFO-forskningen, hvor det ofte er svært at skille fakta fra fiktion og øjenvidner fra opportunister. Sammen med Weekendavisens Søren K. Villemoes gør han status efter fire års programmer - og giver sit bedste bud på, hvad der egentlig rør sig i oppe himmelrummet.
Find billetter via dette link.
Talk: Frederik Dirks Gottlieb & Søren K. Villemoes
Torsdag 6/6-24 kl. 19.30 (dørene åbner kl. 19.00)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 75 DKK
Arrangementet er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune.