Villa Kultur er stolte af at kunne præsentere en unik koncertaften med FILIPPA i balsalens rustikke omgivelser.
Med tunge beats, melankolske undertoner og fængende melodier har FILIPPA allerede vendt mange hoveder på den danske talentscene. Hendes både dragende og dansable sange, svøbt i en knitrende, elektronisk produktion, har høstet roser fra bl.a. GAFFA og DR P3, der ligeledes sendte singlen ‘Just one night’ i rotation på kanalen. Denne aften viser FILIPPA nye sider af sit mørkglødende pop-univers, når hun ledsaget af to korsangere vil fremføre sine sange i et inderligt og akustisk format.
Koncerten er en del af kulturprogrammet VÆKST, der faciliterer kunstneriske møder mellem vækstlagets aktører indenfor musik og samtidskunst. Efter koncerten kan du således opleve en udstilling af Ida Brockmann i villaens orangeri. Igennem sit arbejde med fortidslevn og digital kultur inviterer Brockmann sit publikum til at reflektere over behovet for teknologisk vækst og konsekvenserne heraf. Læs mere om udstillingen her.
Arrangementet præsenteres i samarbejde med ÅBEN Festival.
Koncert med FILIPPA // VÆKST #1
Hvornår: Fredag d. 10. september kl. 17.00 (dørene åbner kl. 16.30)
Hvor: Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 Østerbro
Pris: 80 kr.
______
Med VÆKST ønsker Villa Kultur at sætte unge kunstnere i stævne på tværs af kreative discipliner. Igennem programmet, som tæller udstillinger, performances, koncerter og talks, forenes musik og samtidskunst i en tematisk udveksling. Målet er at give vækstlagets aktører nye publikummer og muligheder for at mødes.
Kunstprogrammet er kurateret af kuratorerne Nanna Saplana & Ida Schyum. Musikprogrammet er udviklet i samarbejde med Laurits Heegaard, Managing Director i PREP MUSIC.
––––––––
Åben Festival er din nye kulturfestival på Østerbro og i Nordhavn. Festivalen finder sted i weekenden den 10. - 12. september og er støttet af Københavns Kommune, By & Havn, Østerbro Lokaludvalg og Sharingcph. Læs mere om Åben og find det fulde program her.