Lærke Bagger lader fejlene stråle, når hun svinger strikkepindene. Med sin uhøjtidelige, legende tilgang til håndarbejdet har den karismatiske designer pustet nyt liv i strikkekunsten til udtalt begejstring fra tusindvis af strikkeivrige tilhængere, både herhjemme og i udlandet. Det store gennembrud kom under coronapandemiens første nedlukning, hvor Baggers ‘Alone Together Sweater’ tog Instagram med storm - komplet med restegarn og synlige knuder.
For Lærke Bagger er omfavnelsen af det uperfekte ikke kun et stilgreb, men et dogme, som gennemsyrer hele designerens kreative virke, hvor der gives plads til pludselige indfald og skæve idéer. Foreløbigt har det bl.a. ført til et DR2-program, en bogudgivelse og strikkreationer, som har siddet på skuldrene af både Mette Lindberg og Miley Cyrus. Denne aften kan du opleve Bagger i en personlig samtale om at bryde reglerne og i stedet vælge det sjove og uskønne til.
Vi slår dørene op kl. 19.00 og talken begynder kl. 19.30. Efterfølgende er der mulighed for at nyde drikkevarer fra baren i Villa Kulturs grønne omgivelser.
Villa Talk: Lærke Bagger
30. marts 2022, kl. 19.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 50 kr.
———
Fra 2019-2022 sætter Villa Kultur fokus på inspiration, kompetencer og udfoldelsesmuligheder til en karriere for de mange talenter på kunst- og kulturscenen. Programmet ‘Fremtidens Kunst- og Kulturskabere' er støttet af Det Obelske Familiefond.