Selvfølgelig skulle Niels Erling lave en forestilling om Britney Spears. Hvilken anden scenekunstner kunne ellers orkestrere et værk som ‘WORK BITCH’ - en fabulerende hybrid af SoMe-kultur, kapitalismekritik, historisk pastiche og fitnesskoreografi - dedikeret til alle tiders mest ombejlede popidol? Forestillingen, der i disse uger går sin sejrsgang på Teater Sort/Hvid, er således rammende for den 34-årige instruktør, hvis arbejde for længst har gjort alle genrebetegnelser til skamme.
Vildskab, legesyge og en dedikation til tidens brændende spørgsmål er blot nogle af de gennemgående træk i Erlings værker, som er blevet hædret med priser fra både Reumert-komitéen og Statens Kunstfond. Kvaliteter, han også har udfoldet som stifter af lydteatret AKT1, der har givet radiodramatikken en moderne renæssance. Vi glæder os til at byde Niels Erling indenfor til en personlig samtale om sine kreative ambitioner, sit syn på scenekunsten og sit spirende forfatterskab.
Vi slår dørene op kl. 19.00 og talken begynder kl. 19.30. Efterfølgende er der mulighed for at nyde kolde drikkevarer fra baren i Villa Kulturs grønne omgivelser.
Villa Talk: Niels Erling
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Tid: Dørene åbner kl. 19.00, talk begynder kl. 19.30
Pris: 50 kr.
Foto: Lærke Posselt
———
Fra 2019-2022 sætter Villa Kultur fokus på inspiration, kompetencer og udfoldelsesmuligheder til en karriere for de mange talenter på kunst- og kulturscenen. Programmet ‘Fremtidens Kunst- og Kulturskabere' er støttet af Det Obelske Familiefond.