Back to All Events

Villa Workshop: Sådan får du dit kreative projekt i avisen

Mangler du inspiration til, hvordan du kan få dit kreative projekt i medierne?

Presseomtale kan være et effektivt værktøj til at generere større opmærksomhed og tiltrække nye publikummer til din kunstudstilling, koncert eller podcast. Det kræver dog skarpe formidlingsevner og målrettet kommunikation at trænge igennem til landets kulturredaktioner. Journalister skal dagligt navigere i en enorm informationsstrøm og uden den helt rette vinkling risikerer din pressemeddelelse let at drukne i mængden af nyheder og opdateringer.

Til denne udgave af Villa Workshops gennemgår vi hele arbejdsprocessen bag en grundig og succesfuld presseindsats: fra det indledende pitch over den grafiske præsentation til den afsluttende email. Hvilke medier er relevante at kontakte i forbindelse med dit projekt? Hvordan formulerer du en skarp og struktureret pressetekst? Og hvad skal du være særligt opmærksom på, når du præsenterer dit kreative projekt for en journalist?

Workshoppen ledes af journalist og iværksætter Maria Bruun-Schmidt, som både vil komme med faglige oplæg og praktiske øvelser, der hjælper dig godt på vej til selv at kunne tilrettelægge en skræddersyet presseindsats for dit kommende kunst- og kulturprojekt. Arrangementet henvender sig således til alle kunstnere, selvstændige og iværksættere i den kreative sektor, som ønsker konkrete færdigheder i PR og pressehåndtering.

———

Maria Bruun-Schmidt er journalist, podcaster og stifter af det journalistiske værksted Anekdota. Maria er uddannet fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har desuden en kandidat i kommunikation og multimedieproduktion fra Curtin University i Perth. Hun har bl.a. arbejdet på Politiken, Berlingske og på Egmont under flere brands i huset samt på én af Australiens største aviser, The Age. 

Sideløbende har Maria gjort karriere som iværksætter og har sat flere hjerteprojekter i søen, bl.a. kulturfællesskabet VINK og brevværkstedet Post A Letter. Herudover har hun erfaring med produktion af podcast, events og festivaler, branding- og SoMe-arbejde samt fondssøgning.

———

Deltagelse i workshoppen koster 50 kr. Grundet de gældende retningslinjer for COVID19 kan vi kun tilbyde et meget begrænset antal pladser, så husk at sikre dig en billet i god tid.

Vær opmærksom på, at gæster skal fremvise coronapas ved ankomst til Villa Kultur.

———

Fra 2019-2022 sætter Villa Kultur fokus på inspiration, kompetencer og udfoldelsesmuligheder til en karriere for de mange talenter på kunst- og kulturscenen. Det sker med Villa Talks, Villa Workshops og Villa Oplevelser.

Projektet er generøst støttet af Det Obelske Familiefond.

Previous
Previous
May 20

Galleri Anti presents: Plastic

Next
Next
June 3

Villa Talk: Fallulah