Villa Kultur søger en Kultur- og venuekoordinator

Er du vild med at afvikle kunst- og kulturevents? Har du et skarpt øje for koordination, planlægning og gode rutiner? Og vil du være med til at drive et alsidigt og nyskabende kulturprogram for branchens talenter? Så er du muligvis den kandidat, vi leder efter til at besætte stillingen som kultur- og venuekoordinator.

I Villa Kultur stræber vi efter at være et samlingspunkt for kulturens vækstlag. Vi gør os umage for at præsentere unge og aktuelle kunstnere, som tør sprænge rammerne for deres felt og udpege nye retninger for fremtidens kulturliv. I villaen finder du således alt fra udstillinger og performances til talks og koncerter - og ikke mindst de eksperimenter, som ikke passer i en skabelon.

Netop nu leder vi efter en ny medarbejder til at overse driften af villaens kulturaktiviteter. Siden begyndelsen i 2017 har vi gradvist udvidet husets kulturprogram, der i år tæller ca. 120 arrangementsdage - hvoraf halvdelen udgøres af events, som Villa Kultur selv producerer. Vi er derfor på udkig efter en arbejdsom og driftsikker person, som vil lægge sig i selen for, at kulturprogrammet også i fremtiden lever op til vores høje ambitioner.

Om stillingen

Som kultur- og venuekoordinator får du det primære ansvar for planlægning og afvikling af husets kulturaktiviteter. Du vil stå for at koordinere alle de praktiske aspekter i dialog med artister, leverandører og samarbejdspartnere. Du får til opgave at udarbejde produktionsplaner, opdatere vores hjemmeside og interne databaser samt at lede husets team af frivillige event-afviklere.

Du bliver samtidig et vigtigt aktiv i selve udførslen af villaens events, hvor du vil være med til at optimere arbejdsgangen og skabe gode rutiner. Sluttelig vil du varetage en række praktiske opgaver såsom varebestilling, lagerstyring og vedligehold af husets tekniske udstyr. På sigt er der også mulighed for at bidrage til udvikling og tilrettelæggelse af villaens kulturprogram.

Vi søger først og fremmest en kandidat med sans for orden, planlægning og god kommunikation. Du forstår samspillet mellem de mange enkeltdele i planlægningen af et arrangement og kan bevare overblikket selv i travle perioder. Du brænder for at skabe en effektiv arbejdsgang, er i stand til at motivere dine frivillige og er ikke bange for de mange praktiske opgaver, der følger med jobbet. Du har blik for detaljen, har lyst til at udbedre manglerne og ved, at selv de mindste aspekter har stor betydning for helhedsoplevelsen.

Om Villa Kultur

Villa Kultur er en non-profit-forening, som har hjemme i en rustik herskabsvilla på Østerbro i København. Udover at være daglig arbejdsplads for mere end 80 selvstændige og iværksættere i kultursektoren fungerer villaen som venue for spirende talenter og skæve indfald. Vi gør os umage for at præsentere nye og aktuelle kunstnere, som tør sprænge rammerne for deres felt og udpege nye retninger for fremtidens kulturliv. I villaen finder du således alt fra udstillinger og performances til talks og koncerter - og ikke mindst de eksperimenter, som ikke passer i en skabelon.

Siden begyndelsen har vi haft fornøjelsen af at præsentere udstillinger af bl.a. Kim Mejdahl, Sahar Jamili, Filip Vest og Alex Høgh Andersen, koncerter med bl.a. Yör, kingtommi, UNG-SKAB og Julie Ellinor, talks med bl.a. Emma Sehested Høeg, Kristian Leth, Petra Kleis, Nina Rask og Babak Vakili samt arrangementer skabt i samarbejde med bl.a. CPH:DOX, Golden Days, Copenhagen Jazz Festival og Politikens Forlag.

Vi kan tilbyde

Vi tilbyder en alsidig og fleksibel stilling på en arbejdsplads med stærkt kollegaskab, plads til personlig udvikling og en kollektiv passion for at støtte kulturens vækstlag. Som kultur- og venuekoordinator bliver du en integreret del af Villa Kulturs sekretariat, der foruden dig består af en daglig leder, en community manager samt en række deltids- og projektansatte.

Du får samtidig din daglige gang i et dynamisk arbejdsfællesskab i smukke omgivelser på Østerbro sammen med over 80 kreative selvstændige fra kunst- og kulturbranchen. Du vil desuden stifte bekendtskab med Villa Kulturs mange samarbejdspartnere i det nationale netværk for kulturelt iværksætteri, Kulturens Selvstændige.

Hvor og hvordan?

Vi forestiller os, at du har en uddannelse indenfor f.eks. kunst og kultur, performance- og oplevelsesdesign, leisure management eller lignende - eller at du har relevant arbejdserfaring med planlægning og produktion af kulturevents. Stillingen er anslået til 25 timer ugentligt. Lønnen fastsættes ift. erfaring og kvalifikationer.

Send din ansøgning og et CV i PDF-format til job@villakultur.dk senest søndag den 11. august. Der afholdes samtaler fredag den 16. august.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Felix Björnemalm Fleischer, daglig leder, via:

Email: felix@villakultur.dk
Telefon: (+45) 60 54 62 58

Vi glæder os til at høre fra dig!