Franziska Hoppe: “Physics Envy”
pressemeddelelse, oktober 2021
Fernisering d. 10. november kl. 19-22.
Udstillingsperiode: 10. - 19. november 2021
Åbningstider:
- Onsdag d. 10/11: 19:00-22:00 (fernisering + Julie Ellinor)
- Torsdag d. 11/11: 16:00-20:00
- Fredag d. 12/11: 16:00-20:00
- Søndag d. 14/11: 16:00-20:00
- Tirsdag d. 16/11: 16:00-20:00 (+ Elo Kay)
- Torsdag d. 18/11: 16:00-20:00
- Fredag d. 19/11: 16:00-20:00
I billedkunstner og forfatter Franziska Hoppes udstilling Physics Envy, undersøger videoværket af samme navn, hvordan økonomiens såkaldte naturlove ikke er helt så naturlige endda. Gennem videoens fire essayistiske nedslag, besøger Hoppe nogle af den økonomiske disciplins forfædre, der har sat tonen for vores vækstfokuserede samfund.
I novembermørket lyser Physics Envy (2021) væksthuset op i Villa Kultur og inviterer publikum til at fordybe sig i en anden økonomisk fortælling end den gængse. I væksthusets menneskeskabte, kunstige natur viser Hoppe, hvordan kapitalismen er blevet portrætteret som en del af naturen, mens hvide puffer forlænger videoens univers ud i rummet som små observatorier.
I videoværket blander nattehimmelens stjerneformationer sig med historisk materiale projekteret på Observatoriet Uranias facade. Her begynder Hoppe sin spekulative og biografiske fortælling om forskellige økonomers fascination af Isaac Newton, og om hvad det har betydet for økonomien og menneskene i den.
Vi besøger Isaac Newton under en pest-lockdown i 1665, Adam Smiths barndomshjem i 1776 og marginalisterne i et observatorium i 1870’erne. Gennem fortællinger og visuelle projektioner lærer vi, at klasse, kolonial vold og kvinders traditionelle arbejde i hjemmet bekvemt blev ignoreret i deres økonomiske modeller. Mens Hoppe flytter rundt på farverige globusser uden for observatoriet reflekterer hun over, hvordan politik blev skubbet ud af den økonomiske disciplin, der ellers altid var blevet kaldt ‘political economy’. Med indtoget af matematiske ligninger og koordinatsystemer blev faget til blot ‘economics’, hvor mennesket måtte tilpasse de matematiske formler, opføre sig forudsigeligt og reduceres til et profitorienteret, egoistisk og isoleret individ – “the rational economic man”.
I videoens sidste del kan Hoppe dog konstatere, at der selv ikke videnskabens største stjerne var nogen ‘rational economic man’. I 1720 mistede Newton nemlig en kæmpe formue i den finanskrise, der gav de finansielle bobler deres navn “The South Sea Bubble”. I Hoppes fantasi falder han fortvivlet på knæ på Leicester Square, og med øjnene stift rettet mod stjernebilledet Orion udbryder han de berømte ord: “I can calculate the motion of heavenly bodies but not the madness of people”.
Udstillingen er nummer to i udstillingsserien VÆKST, der inviterer unge vækstlagskunstnere til at reflektere over samfundets fokus på vækst. Med udstillingen Physics Envy bringer Hoppe videnskabens bias og økonomiens fiktion frem i lyset og bidrager til VÆKST med en nødvendig kritik af den teoretiske og historiske kontekst for vores samfunds fokus på økonomisk vækst. For “knowledge itself is power” citerer Hoppe den britiske filosof Francis Bacon for at have sagt, mens hun viser os, at andre narrativer kan konstrueres – også i kunstens grænsefelt mellem fiktion, fakta og fantasi.
Franziska Hoppe (f. 1990) blev MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2021 og er uddannet forfatter fra Litterär Gestaltning i Göteborg. Senest har hun udgivet Quijote! Quijote! i et samarbejde mellem Forlaget Korridor og det tidligere Institut for Kunst, Skrift og Forskning på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Med VÆKST ønsker Villa Kultur at sætte unge kunstnere i stævne på tværs af kreative discipliner. Igennem programmet, som tæller udstillinger, performances og koncerter, vil vækstlagets artister og kunstnere mødes på ny under tematikken VÆKST. Programmet ønsker at gøde de kreative vækstlag med nye samarbejder, anderledes publikumsoplevelser og eksponering på tværs af de sædvanlige publikum.
Kunstprogrammet er kurateret af Nanna Saplana & Ida Schyum og finder sted i Villa Kulturs orangeri – et vækstrum for planter. Musikprogrammet er udviklet i samarbejde med Laurits Heegaard, Managing Director i PREP MUSIC. Ved ferniseringen af Franziska Hoppes udstilling d. 10. november kan du således opleve en koncert med Julie Ellinor i villaens balsal, hvor Foodoir vil servere varm suppe. Tirsdag d. 16/11 er der ligeledes koncert med Elo Kay.
VÆKST er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og udstilling Physics Envy er særligt støttet af Statens Kunstfond.