Fyraften: Netværk & Naturvin
Den 9. september fra 16.00 - 19.00 slår vi havedørene op til den rustikke herskabsvilla på Krausesvej 3. Vi inviterer både nye og gamle venner af huset til et frisk take på vores alle sammens fredag eftermiddag.
Vi runder arbejdsugen af med et kulturelt input fra tre spændende aktører på den københavnske kulturscene. Under overskriften 'umage par’ vil de hver især præsentere et projekt, som viser nye, originale og overraskende retninger for kulturlivet. Baren serverer kølig naturvin fra start til slut, mens husets DJ sørger for at sparke weekenden godt i gang.
Kom og vær med til at fejre fyraften med os!
Præsentation af deltagerne til ‘umage par’
mellow x Twenty x Sunlolly
“Don’t be perfect. Be present.”
En sodavandsis med et meningsfuldt budskab. Produktionsselskabet mellow, som har til huse i Villa Kultur, skabte tidligere i år en kampagnefilm for bureauet Twenty og Sunlolly. En film med et budskab, et ønske om at gøre op med perfekthedskulturen som også præger forældreskabet. Hvordan finder de hinanden? Og hvad betyder sådan et projekt og samarbejde, når det kommercielle bruges i en følsom kontekst.
Fabrikken for Kunst og Design afdeling AC
Amagercentret er først og fremmest en pulserende kerne for bydelen og et sted, hvor der shoppes alt fra dagligvarer, cowboybukser og kæledyr. Tilbage i september 2020 fik Amagercentret en ny dimension med henblik på at gøre et besøg i centret til mere end blot en indkøbstur. En kunstudstilling blev monteret og flere fulgte efter i centrets tomme lokaler, vægge og hjørner. Et projekt søsat af Fabrikken for Kunst og Design med henblik på at få kunsten ud til folket, lige dér hvor folket er, og det er de i Amagercentret.
Fabrikken for Kunst og Design er en fond og almennyttig virksomhed, der muliggøre leje af billige atelierer til professionelle kunstnere og designere. Fabrikken har til formål at skabe gunstige rammer for kunst og design produktion i Danmark, især fokuseret mod vækstlaget.
Hundedistortion
I juni 2022 løb gadefesten Distortion, som vi kender det, af stablen. Musik, store menneskemængder, fest og dåseøl fyldte gaderne i København. Midt i festlighederne, skete der noget helt særligt på Otto Krabbes Plads på Vesterbro. Byens hunde blev inviteret til fest - en fest for de “ægte københavnersnuder”.
Et samarbejde mellem hundemads-brandet Vuffeli og Distortion, resulterede i en dag hvor de firbenede venner var i fokus, med musik, hundefotograf, agilitybaner, smagsprøver på diverse snacks og meget mere.