Back to All Events

benspænd: Astrid Schick + Fríða Saiya

Astrid Schick

Astrid Schick blæser musikbranchens døre ind med en lyd, der er som skabt til landets største scener: storladen, temperamentsfuld poprock med en formidabel sans for det gode omkvæd. Med fræsende guitarhooks og piskende trommer formår den 23-årige sangskriver - der stadig har sin første udgivelse til gode - at formidle al den indestængte smerte og forløsende kraft, som gemmer sig i en enkelt akkord. Det er insisterende, øjeblikkeligt ørehængende musik med følelser i stadionformat.

Til denne koncert kan du opleve Astrid Schick som del af en trio, der med guitar, synthesizer og elektrisk cello tilføjer et støjende, atmosfærisk udtryk til hendes kontante popsange.


Fríða Saiya

Med dybe rødder i den færøske natur - og en udsøgt fornemmelse for gribende melodier - forener Fríða Saiya nordisk melankoli og moderne R&B i et stemningsfuldt udtryk. Hendes musik balancerer på kanten af uforfalsket ærlighed og smittende selvkærlighed, mens teksterne kredser om ungdommens kvaler - og styrken i selvstændighed. Denne aften kan du opleve Fríða Saiya i rå, akustiske rammer, når hun indtager villaens balsal med sin nærværende vokal og stærke kompositioner.

‘benspænd’ er Villa Kulturs koncertprogram for ung dansk musik. Med koncerterne ønsker vi at hylde den kreativitet og alsidighed, som musikkens vækstlag gemmer på. Ved at udstyre alle artister med et kunstnerisk benspænd for deres optræden er det vores ambition at udvikle en nyskabende platform for musikkens talenter - og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser.

Koncerten er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond.

Find billetter via dette link.

benspænd: Astrid Schick + Fríða Saiya
Torsdag 28/11-24 kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.30)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 90 kr.

Previous
Previous
November 24

Workshop: Artist Management og karriereplanlægning [FÅ BILLETTER]

Next
Next
December 4

benspænd: h2o slutclub