Er du klar til at networke? Find visitkortet frem og kom til forretningsmøde med h2o slutclub - et feministisk musik- og performancekollektiv, der nedbryder patriarkatets strukturer indefra direktørgangen. Klædt i jakkesæt fremfører gruppen et teatralsk live-show, komplet med klubmusik, kontorscenografi og en stor skumtelefon. Det er radikal wellness, corporate culture og samfundskritik i én og samme mødepakke - og den mest særegne koncert, du vil opleve i dette regnskabsår.
Denne aften kan du opleve h2o slutclub i en til lejligheden dramatiseret teaterkoncert, der er skabt i samarbejde med performancegruppen Performing Ruth Collective.
Performing Ruth Collective
Performing Ruth Collective er en performancegruppe, der dykker ned i ambivalente og komplekse følelser gennem stedspecifikke audiovisuelle totalinstallationer. De specialiserer sig i at skabe sanselige universer, hvor publikum inviteres til at opleve og dele kollektive, immersive øjeblikke. Målet for Performing Ruth Collective er at skabe fælles forståelser og erfaringer for de følelser og tematikker som ord ofte ikke kan indfange alene.
‘benspænd’ er Villa Kulturs koncertprogram for ung dansk musik. Med koncerterne ønsker vi at hylde den kreativitet og alsidighed, som musikkens vækstlag gemmer på. Ved at udstyre alle artister med et kunstnerisk benspænd for deres optræden er det vores ambition at udvikle en nyskabende platform for musikkens talenter - og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser.
Koncerten er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond.
Find billetter via dette link.
benspænd: h2o slutclub
Onsdag 4/12-24 kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.30)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 90 kr.