Med udstillingen ‘Preview’ har billedkunstneren Rasmus Nielsen ladet sig inspirere af begrebet “biomimicry” og produceret nye værker, som i tæt samspil med AI tager udgangspunkt i former og mønstre fra naturens verden. Udstillingen er en éndags oplevelse, som bliver installeret i Villa Kulturs orangeri lørdag den 4. november.
De seneste 5 år har Rasmus Nielsen været en del af kunstprojektet SIIKU, så det er første gang siden 2017, han viser nye, egne værker frem. Udstillingen er bygget op om et intuitivt, abstrakt formsprog, der gennem forskellige medier som maleri, collage, tekstil og genbrugsmaterialer skaber en taktil og sanselig helhedsoplevelse.
I arbejdsprocessen har Rasmus Nielsen arbejdet med begrebet “besjæling”, der omfavner det uperfekte og ser skønhed i det ukomplette. Et princip, som har fulgt ham siden tiden i lære hos multimediekunstneren Mahmoud Alibadi.
‘Preview’ er en stedsspecifik udstilling skabt til Villa Kulturs orangeri med ønsket om at skabe en intim atmosfære med plads til samtale og refleksion. Udstillingen taler for sig selv med et stramt grafisk udtryk, der i samspil med de organiske former påminder beskueren om naturens rå skønhed og vores udfordrende forhold til den.
Om Rasmus Nielsen
Rasmus Nielsen (f. 1984) debuterede som billedkunstner i 2005. Han har de seneste 5 år været del af kunstprojektet SIIKU og udstillet på bl.a. Kunsthal Aarhus, SOPHIENHOLM, Augustenborg_Project og Gjethuset. Repræsenteret hos Shoes Or No Shoes? Museum i Belgien samt medlem af UKK.
Fernisering: ‘Preview’ af Rasmus Nielsen
Lørdag 4/11-23 kl. 16.00 - 22.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: Fri entré