Weekenden banker på og vi slår villaens døre op til fyraften – en åben fredagsbar i herskabelige omgivelser. Alle er velkomne, når vi fejrer endnu en veloverstået arbejdsuge med kolde drinks og kunstneriske perspektiver. Hver gang kan du således opleve et kurateret indslag i krydsfeltet mellem musik, performance og installationskunst – og få nye vinkler på din fredag eftermiddag. Der er fri entré og baren er fyldt op med gode tilbud på øl og vin. Vi ses til fyraften!
Denne fredag lukker vi foråret indenfor, når forfatter Helene Johanne Christensen og billedkunstner Peter Kærgaard Andersen opfører udstillingen ‘Havens linjer, tråde & spor’ i villaens orangeri. Sammen forsøger de to kunstnere at kortlægge de indviklede, tværartslige fællesskaber, som gemmer sig i en have: et sted, der formes i et komplekst samspil mellem mennesker, dyr, planter, sol, vind og regn. Med værker af bl.a. tekstil, papir og lyd optegner udstillingen de spor og streger, som havens beboere efterlader sig – og spørger, hvordan vi kan tage del i naturens fællesskaber med større omsorg og nænsomhed.
Udstillingen ‘Havens linjer, tråde & spor’ markerer samtidig udgivelsen af en løsbladpublikation af samme titel, som kunstnerne har udarbejdet på bagkant af deres fælles residency på Rønnebæksholm Kunsthal i foråret 2023 – et ophold, der lagde kimen til mange af de fremviste værker. Til udstillingen vil det være muligt både at bladre i og købe publikationen – som bl.a. indeholder tegninger, digte, fotografier og et essay – ligesom der vil være oplæsning af udvalgte tekster.
fyraften: åben fredagsbar + udstilling ‘Havens linjer, tråde & spor’
Fredag 11/4-25 kl. 16.00 - 20.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: Fri entré
Arrangementet er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune. Publikationen ‘Havens linjer, tråde & spor’ er udgivet af Rønnebæksholm Kunsthal med støtte fra Statens Kunstfond og Rønnebæksholm Kunsthal.
Foto: Julie Nymann