--- VILLA KULTUR X KIM MEJDAHL ---
Villa Kultur præsenterer "Dark Broken Maze" - en soloudstilling af Kim Richard Adler Mejdahl
Billedkunstner Kim Richard Adler Mejdahl er aktuel med den første soloudstilling, siden han dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Udstillingen Dark Broken Maze præsenterer nye og ældre, men hidtil usete værker, samt det prisvindende videoværk ODE, 2015. I rammerne af Villa Kulturs myteomspundne hus, undersøger Mejdahl i sine værker emner som mysticisme, barndom, reproduktion og healing. Skulptur, installationer og lyd- og videoværker skaber en rejse fra vinterhavens dekadente og grønne omgivelser via trappenedgange ind i kælderens mørke.
OM KIM RICHARD ADLER MEJDAHL
Kim Richard Adler Mejdahl bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi sidste år. Kunstnerens værker er blevet vist på Charlottenborg Kunsthal, OK Corral og Kunsthal ved siden af samt de internationale filmfestivaler CPH:PIX, VOID International Animation Film Festival, Flat Earth Film Festival (IS). I 2018 modtog Mejdahl Juryens Solopris for sit bidrag til Charlottenborgs Forårsudstilling. Mejdahl er netop blevet udvalgt til det nye talentudviklingsforløb Overgaden INTRO, der afsluttes med en stor soloudstilling på Overgaden i 2021.
Udstillingen Dark Broken Maze er kurateret af Rebekka Laugesen
FERNISERING D. 23. JANUAR KL. 17-21:
- 17.00 dørene åbner og Villa Kultur byder på et glas
- 17.15 Åbningstale ved Villa Kultur og kurator Rebekka Laugesen
- 21.00 Tak for i aften
Udstillingsperiode: 24 – 26 januar kl. 11 – 17, gratis entre
______
Programmet “Fremtidens Kunst- og Kulturskabere” er skabet af Villa Kultur i samarbejde med Københavns Kommunes Kultur-og Fritidsforvaltning, og er søsat for at støtte de helt nyskabende idéer inden for samtidskunst.
Fra 2019-2022 sætter Villa Kultur fokus på inspiration, kompetencer og udfoldelsesmuligheder til en karriere for de mange talenter på kunst- og kulturscenen. Det sker med Villa Talks, Villa Workshops og Villa Oplevelser.
Projektet er generøst støttet af Det Obelske Familiefond
Back to All Events