Mød et medlem: Christine Due Jacobsen

Har du drømme, der skal jagtes? Mød billedkunstner Christine Due Jacobsen.

Photo: Therese Lærke


Dette blogindlæg blev første gang publiceret den 17.06.2020

Christine Due Jacobsen er uddannet billedkunstner fra Bergen kunstakademi 2016-2019. Christine har i over 10 år arbejdet frivilligt på forskellige festivaler, blandt andet 4 år i streg på byggeholdet i Art Zone på Roskilde Festival, hvor hun stadig er en del af teamet, men nu som afvikler af kunstscenen. Hun har selv kurateret pop-up udstillinger blandt andet i Bergen, Portland og København, og øjner altid muligheden for at skabe mere kunst og fællesskab i undergrundsmiljøet.

Hendes kunstpraksis cirkulerer omkring hårdfine balanceforhold, trangen til symmetri, ritualer der udføres efter bestemte mønstre og menneskets impulsive indskydelser, der kan skabe uro og ubalance.

Christine undersøger disse tematikker igennem konceptuelle skulpturer, videoinstallationer og fotografi. Hendes praksis er en fysisk reaktion igennem hendes egne erfaringer og tankemønstre, der afspejler både tvang og spontanitet.

Hvis du husker at være nysgerrig og åben, så kan alt ske.



Fortæl lidt om din baggrund og den rejse du har været på, som fik dig til at starte dit eget?

Efter endnu et forår som bartender i en alder af 23, hvor jeg med vilje ”missede” kvote 2 fristen til universitetet, tog jeg en spontan beslutning, lånte en helveds masse penge i banken og startede på Krabbesholm Højskole, tilbage i 2013. En beslutning der ændrede mit liv radikalt.

Efterfølgende var jeg i praktik hos Art Rebels og arbejdede for kunstfestivalen Trailerpark, og i 2015 startede jeg på Vera Højskole for Kunst og Design i København. Nu havde jeg selvtillid nok til at søge Kunstakademierne rundt i Europa, og jeg blev året efter optaget på Bergen Kunstakademi. Udover at skabe en masse kunst i Norge, kom jeg også rundt på forskellige rejser og kurser i både Skandinavien og resten af Europa, samt en 6 måneders udveksling til Portland OR, USA. Jeg har ikke tal på hvor mange inspirerende mennesker, jeg har mødt på min vej.

Det har mildest talt været vanvittigt og fantastisk på både godt og ondt, siden jeg valgte kunsten. Nu har jeg været uddannet billedkunstner i et år, er tilbage i København, og er i øjeblikket i gang med at etablere et nyt atelier-fællesskab i Nansens-kvarteret med 3 kollegaer.

Herfra er fremtiden uvis, men spændende!

Christine Due Jacobsen2.png
Du har brug for balancen igennem de usikre dage og søvnløse nætter for at blive mindet om din passion omkring dit arbejde, og hvorfor du drømte om præcis dette i første omgang


Hvad er det bedste og værste ved at være kreativ selvstændig?

Den bedste følelse er, at mulighederne føles uendelige. Du sætter stort set selv grænserne for, hvor du vil lade din praksis brede sig ud over, og hvem du vil arbejde med. Når det så er sagt, vælter afslagene selvfølgelig også ind, men jeg lever efter princippet, at når én dør lukkes, åbnes to nye. Hvis du husker at være nysgerrig og åben, så kan alt ske.

Det værste er den konstante usikkerhed, specielt økonomisk (desværre!!). Som billedkunstner bliver man konstant mindet om, selv før du er optaget på akademiet, at du økonomisk nok aldrig vil klare dig, og kun 2% af alle færdiguddannede kunstnere lykkes at tjene nok til føden. Men lærer du at omsætte blot en del af den usikkerhed til motivation, så er du godt på vej. Du har brug for balancen igennem de usikre dage og søvnløse nætter for at blive mindet om din passion omkring dit arbejde, og hvorfor du drømte om præcis dette i første omgang.


Hvorfor er du en del af villaen og hvad giver det dig?

Efter at have boet i udlandet i 3 år ønskede jeg at finde et kreativt fællesskab for hurtigere at blive en del af kulturscenen i København, finde nye kollegaer, der brænder for den samme værdi i samhørigheden, plus øge mit netværk.

Livet på akademiet bliver samtidig også hurtigt en intens kunstboble, som jeg ønskede at få rusket op i ved at møde kreative mennesker fra andre brancher. Jeg stoler meget på, at en bred horisont altid skaber nye og spændende veje for ens arbejde.

Jeg stoler meget på at en bred horisont altid skaber nye og spændende veje for ens arbejde.


En sjov anekdote eller minde fra villaen

Min soloudstilling ”INTET SLEMT ER SKET” d. 6. marts 2020 ude i Villaens vinterhave blev pludselig til et vildt minde før Danmark lukkede ned; den sidste aften hvor mange venner, kollegaer og nye ansigter var samlet tæt under samme tag til samme event uden paranoia og en større frygt for smittefare.


Hvad er du mest stolt af at have gjort/lavet?

At jeg holder fast i livet med kunst og kultur, og kæmper for at gøre det til min levevej. I en alder af 30 år, har jeg over 10 års kulturerfaring i rygsækken, som indeholder mange timer som frivillig på festivaler og til events, lange rejser uden en krone på lommen, og fra tid til anden, hvor jeg måtte samle flasker og skralde i Norge, så jeg havde penge til billetter, smøger og materialer til mit fotografi-arbejde. Men alt dette har selvfølgelig været en aktiv prioritering, som måske ikke går hånd-i-hånd med den gode, klassiske vej igennem frikadelle-Danmarks forestilling om det gode liv.

Uden mange penge på lommen, har jeg skabt en masse kunst, fået venner over hele Europa + plus Portland, mødt alverdens kulturer, religioner og udforskning af seksualitet, hvilket har gjort mig langt rigere på livet, end hvad en tyk, fed bankkonto nogensinde ville kunne give mig.

Jeg vil ikke gå igennem livet med en konstant neutral følelse, når jeg vågner om morgenen.


Hvor finder du inspiration?

Jeg elsker museer, kunsthaller, gallerier, you name it. Men udover at få serveret kunsten på et sølvfad i dets rette element, finder jeg også inspiration i det almindelige menneskes natur og handlinger, samt byens opbygning af linjer, former og materialer. En lang aften på et snusket værtshus med øl og smøger er heller aldrig helt ved siden af.


Dit allerbedste råd til folk som drømmer om at gå selvstændig og forfølgederes drømme?

DU SKAL ALTID FØLGE DINE DRØMME!! FOR HELVED!!

Det kan jeg slet ikke understrege nok. Indtil videre har kunst fyldt mit liv en hel del år, og det har været en vanvittig rejse – og det agter jeg at fortsætte med. Pengene er ikke store, men det handler om dine prioriteter. Jeg vil i hvert fald ikke gå igennem livet med en konstant neutral følelse, når jeg vågner om morgenen.


Nogle nye spændende projekter, som du kan løfte sløret for?

Uuh, der er flere... Jeg har et assistentjob på Heartland Festival 2021, samt endnu et afviklerjob på Roskilde Festivals kunstscene samme år. Jeg er også sikker på at I skal glæde jer til en hel del lækre udstillinger i vores nyfødte atelierfællesskab.

Hold øje!

Christine Due Jacobsen5.jpg

Tusinde tak for interviewet, Christine!


Følg med i Christines kunstneriske univers og jagt på sine drømme her.

Previous
Previous

Mød et medlem: Sandra Gutkin

Next
Next

Mød et medlem: Simon Skipper