Mød et medlem: Sandra Gutkin

“Tactile lover” og “colourholic” med visuel skabertrang.
Mød designer Sandra Gutkin.

Forberedelse til installation for Tivoli Friheden i Villaens have, juni 2020
Foto: Maiken Rasmussen


Dette blogindlæg blev første gang publiceret den 17.06.2020

Med en baggrund indenfor grafisk design og visuel branding, tager Sandra altid et æstetisk og visuelt oplevelsesbaseret udgangspunkt i sit arbejde. Hun har i mange år arbejdet som Art Director og grafisk designer indenfor kultur, musik og eventbranchen hos NorthSide og Tinderbox, og før det på reklamebureau. Det har givet hende en alsidig og unik styrke inden for visuelt design i et bredt aspekt. De seneste par år har hun arbejdet i retningen af spatial design med en endnu større taktil og håndværksmæssig tilgang. Sidste år kom FRITÜRE til verden, som er et multi-disciplinært designstudie bestående af Sandra og hendes kollega Camilla Suleima, hvor de skaber visuelle universer i form af håndlavede installationsdesign til events, festivaller, artister og butikker. Og som i dag er Sandras hovedbeskæftigelse.

Det eneste der var klart for mig var, at jeg havde brug for at rykke mig og arbejde på en helt anden måde end tidligere for at udvikle mig.



Fortæl lidt om din baggrund og den rejse du har været på, som fik dig til at starte dit eget?

Min basis for min rejse er nok startet helt tilbage fra Steinerskolen, hvor farver og det taktile og håndværksmæssige er blevet stimuleret fra en tidlig alder. Og hvor en drøm om et kreativt arbejde altid har eksisteret. Det ønske har skiftet karakter gennem årene imellem bl.a. at ville være tøjdesigner, syerske, kok m.m. – men altid noget sanseligt og noget med at skabe. Helt fagligt endte det med en uddannelse som grafisk designer og Art Director, som jeg har arbejdet som i mange år, inden jeg for små 3 år siden sagde mit dejlige trygge og faste job op og flyttede til København uden at vide, hvad jeg skulle. Det eneste der var klart for mig var, at jeg havde brug for at rykke mig og arbejde på en helt anden måde end tidligere for at udvikle mig. Og for at genfinde lysten til at udtrykke mig kreativt og glæden for design, der på det tidspunkt var gået lidt tabt.


Da jeg landede i København, startede jeg hos papirskunstneren Veronica Hodges, hvor jeg fik lov til at arbejde med min hænder, noget jeg virkelig havde savnet. Desuden lavede jeg grafisk design ved siden af, og for en periode arbejde jeg også for Bite Me, hvilket var mit møde med Villa Kultur i første omgang. Men jeg var stadig i en søgen for at finde ud af, hvad der virkelig gav mening for mig, sådan helt ægte. Som opfyldte kriterierne om at få lov til at skabe noget visuelt og at arbejde med sanselighed. For snart 1 år siden, begyndte der at vise sig en retning, der på en eller anden måde var et samsurium af, hvad jeg tidligere havde erfaring med, og samtidig var noget helt nyt. Og sammen med Camilla, som jeg mødte hos papirskunstneren et par år tilbage, som på sin vis også var på en rejse i at finde sin arbejdsform, blev vi hyret til at lave en gigatisk papirsblomster-selfie-væg for LEGO, og lige efter, en sceneudsmyknings- installation til Falluhla’s Hej Søster festival, samt scenedesign til Nelson Can’s afslutningskoncert på Vega. Og så var vi ligesom i gang. Og vi kunne mærke; her var noget der gav mening for os begge to. Og sådan opstod FRITÜRE.

Scenedesign og installation. Nelson Can’s afslutningskoncert på Vega
Foto: Kristian Gade

Men jeg var stadig i en søgen for at finde ud af, hvad der virkelig gav mening for mig, sådan helt ægte.



Hvad er det bedste og det værste ved at være en kreativ selvstændig?

Det bedste er friheden. At du bestemmer alt selv og hvem du arbejder sammen med – MEN samtidig betyder det så også, at alt er dit eget ansvar. Du skal løse alle opgaver der følger med at være en virksomhed. Det kan være ret så udfordrende og tidskrævende.


Hvorfor er du en del af Villaen og hvad giver det dig?

Det har altid været vigtigt for mig at have kollegaer. Så derfor er et arbejdsfællesskab en rigtig god løsning for mig som selvstændig. Så jeg er en del af Villaen for det kollegiale og sociale, men også de fantastiske smukke omgivelser. Og det netværk der samtidig bliver opbygget er klart også værd at tage med.

Close-up af tekstur. Scene installation til Hej Søsterfest på Vega
Foto: Sandra Gutkin

Det handler om at være tro mod sig selv. At gå efter løn og prestige er et kortsigtet mål, når det kommer til livsglæde, hvis du spørger mig.


En sjov anekdote eller minde fra villaen

Et af de minder, som jeg tænker forbliver et af de stærkeste her fra villaen, må være da vi i sidste måned kravlede rundt ude i haven og samlede alle de 1000 håndlavede tylblomster og satte dem på net i 28 graders varme, til én af to installationer vi netop har lavet og sat op for Tivoli Friheden.


Hvad er du mest stolt af at have gjort/lavet?

At jeg tog springet og sagde mit job og min lejlighed op i Aarhus og flyttede til København, uden at vide hvor jeg landende. Det synes jeg selv var ret modigt gjort.

Scene installation til Hej Søsterfest på Vega
Foto: Camilla Lundbye

Altid gå med hjertet og hav mod til at følge, hvad det fortæller dig. Lige meget hvor klichéagtigt det lyder, så er det sandt.


Hvor finder du inspiration?

Jeg finder inspiration mange steder. Nogen gange i helt uventede situationer og steder. Og ellers er naturen nok den største og heldigvis en uendelige kilde til teksturer, formsprog og farver.


Dit allerbedste råd til folk som drømmer om at gå selvstændig og forfølge deres drømme?

Altid gå med hjertet og hav mod til at følge, hvad det fortæller dig. Lige meget hvor klichéagtigt det lyder, så er det sandt. Og det gælder også selvom det kan føles skræmmende og angstprovokerende. Hav tillid til at det nok skal gå, på den en eller den anden måde, så længe det kommer fra et sandt sted helt inde i dig. Det handler om at være tro mod sig selv. At gå efter løn og prestige er et kortsigtet mål, når det kommer til livsglæde, hvis du spørger mig.


Nogle nye spændende projekter, som du kan løfte sløret for?

Vi arbejder lige nu på at skulle i gang med en kæmpe opgave for Magasin på Kongens Nytorv, som er deres efterårskampagne. Desuden skal vi måske lave noget scenebaggrund til en kommende festival; “What’s culture got to do with it” her i Villa Kultur til november. Alt sammen meget spændende og helt klart værd at følge med i.

Magasin juleudsmykning 2017 for Veronica Hodges
Foto: Nina Sandgaard

Tusinde tak for interviewet, Sandra!


Følg med i Sandras farverige univers her:

FRITÜRE på Instagram og Facebook

Sandras egen Instagram og hjemmeside.

Previous
Previous

Mød et medlem: Jesper Koefoed-Melson

Next
Next

Mød et medlem: Christine Due Jacobsen