Fra festselskab til arbejdsfællesskab
Villa Kulturs fjerne fortid er lang, fuld af mystik, fester og tomme huller.
Dette blogindlæg er skrevet af Ida Marie Meyer Erichsen,
kommunikationsmedarbejder i Villa Kultur
En helt almindelig havelåge til en ikke helt så almindelig patriciervilla, er det første man støder på, når man står for foden af Villa Kultur på Østerbro. Inde bag efeuen og bøgehækken gemmer der sig en bolig, der bærer på levn fra mange fjerne fortider: en tid som herskabsvilla for én af Københavns rigeste mænd, en tid som kontor for en skolepsykologisk praksis og en tid som lokation for mildest talt vovede kunstprojekter, for blot at nævne nogle stykker. I dag er det Villa Kultur, som har indtaget den traditionsrige villa, der under disse faner agerer kulturentreprenant arbejdsfællesskab by day og kunst- og kulturscene by night.
Villa Kultur blev dannet i 2017 af de fire iværksættere Jonas Grøn, Hakon Elliott Mogensen, Anastasia Dimitriadou og Jonathan Slyngborg Fjord, der alle tidligere havde været tilknyttet kulturhuset KW3 – et kulturhus for unge kulturentreprenører, som mellem 2013 og 2016 residerede villaen på Krausesvej. I 2016 så man sig nødsaget til at lukke KW3, men de fire iværksættere besluttede at videreføre projektet, og i 2017 overtog de lejemålet for at skabe det sted, som vi kender i dag.
Herlighed og herskab
Historien om villaen starter dog længe før KW3. Den begynder i 1880, da Buntmager Daniel Ramm købte et jordstykke af Kalkfabrikør Krause, hvis navn vejen, som villaen ligger på, er opkaldt efter. På grunden byggede Daniel Ramm en herskabsvilla, som enkefru Ramm efter ægtemandens død solgte til den jødiske Carl Otto Henriques. Året var 1919, og Henriques flyttede ind med sin familie bestående af hustruen Elly og deres fire børn. Carl Otto Henriques kom ud af en velhavende vekselererfamilie, og havde overtaget familieforretningen R. Henriques jr. sammen med kvartfætteren Walther Henriques. Vekselererforretningens succes sikrede familien en position, som én af Københavns rigeste familier, hvilket tillod Henriques det større impulskøb, som det siges at villaen var.
Henriquesfamilien ombyggede stort og ambitiøst på villaen. Bl.a. blev der kort efter overtagelsen bygget en svalegang, hvis formål var at forbinde hovedhuset med baghusets første etage. Sønnerne Adam og Mogens, som havde indtaget de to værelser på baghusets førstesal, behøvede nu ikke at få kolde fødder, når de skulle en tur over i hovedhuset. Tjenestepigerne og barnefrøkenen, som bosatte baghusets stueetage, nød derimod ikke svalegangens varme goder, men måtte gå den kolde vej gennem baggården.
Ud over svalegangen opførte Carl Otto Henriques også det smukke orangeri ud mod haven samt en gymnastiksal, som han byggede ovenpå sønnernes værelser i baghuset. Gymnastiksalen var ifølge Henriques en nødvendighed, hvis familien skulle forblive sunde og slanke oven på al den gode mad, som familien blev opvartet med af husets mange tjenestefolk. Balsalen under hovedhuset blev også bygget, endnu en nødvendighed set i lyset af det høje festhumør, som familien var blevet forsynet med.
Med en balsal hører naturligvis en vinkælder, hvilket Henriques i 1934 fik bygget i forlængelse af balsalen. Der var ingen slinger i valsen hos familien Henriques, og når der blev kaldt til aftensmad, var det altid i ren mundering og med nypudsede laksko. Det siges, at selv gæster måtte finde sig i at medbringe skiftetøj, hvis de havde i sinde at spise med.
Herskabsvillaen levede altså op til sit navn og blev centrum for utallige festligheder. Også karnevallet havde familien kær, særligt Fru Elly, Carl Ottos hustru, lod sig eftersigende rive med, når det kom til udklædning og karnevalske udskejelser. Et år havde hun eksempelvis over en længere periode indsamlet hår fra sin hårbørste, så hun kunne lave en autentisk page-paryk som del af én af børnenes kostumer.
Villaen som familiebolig og festligt mødested fik dog en abrupt slutning. Nazisternes besættelse af Danmark i april 1940 gjorde familien udsat, og efter et massiv indryk af nazister på Østerbro, grundet en stor koncentration af jødiske familier i området, indså familien alvoren af jødeforfølgelserne og valgte derfor i 1943 at flygte til Sverige. Det siges, at herskabsvillaen på Krausesvej efterfølgende blev besat af nazisterne, men om det er sandt, vides ikke med sikkerhed. Man ved dog, at villaen ikke forblev tom, efter Henriquesfamilien forlod den. Tjenestefolket blev trofast boende for at sørge for at den prangende bolig blev vedligeholdt. Efter krigen vendte familien Henriques tilbage til Krausesvej, men sårene fra krigens rædsler gjorde, at stedet aldrig blev det samme festfyrværkeri som før. Villaen var desuden blevet for stor for familien, hvis børn i mellemtiden var blevet voksne og havde forladt barndomshjemmet. Carl Otto Henriques solgte villaen i 1948 for i stedet at flytte i en mindre ejendom på Esplanaden.
Københavns Kommune havde købsret til alle villaerne på Krausesvej, så villaen kom i deres varetægt, og brev brugte til udlejning. Ingen af lejerne blev dog i villaen over længere perioder, så boligen var i konstant forandring. Mange forskellige bureaukratiske organisationer bosatte i perioden huset, heriblandt et allieret militærkontor, visumafdelingen for den tyske ambassade og det polske gesandtskab.
Skolepsykologisk praksis
Først i 1954 kom der en ende på den store udskiftning af lejere. Villaen blev overtaget af Danmarks første skolepsykologiske praksis ledet af Bjørn Glæsel, og skolepsykologien holdt til i huset de næste 50 år. Villaen blev et samlingssted for en lang række klienter, der nød at betræde de trygge og hjemlige rammer, men i takt med at praksissen blev større, indskrænkede man villaens funktion til kun at stå for behandlingen af klienter med tunge handikap såsom døvhed, blindhed eller andet svært udviklingshæmmende syndrom.
Den røde lampe blev tændt, når kontoret var optaget
Den skolepsykologiske praksis valgte at give bygningen en kærlig hånd - et tiltrængt projekt på tidspunktet, eftersom de seneste års hyppigt skiftende ejere, havde sat sine tydelige brugsspor på villaen.
Renoveringen var dog ikke af den ligefrem klassiske slags. Bl.a. blev en del af villaens rum fyldt med sand, således at patienter, der led af stumhed, i stedet for at tale, kunne tegne i sandet, det, de ønskede at kommunikere. Da villaen senere blev omdannet til rent skolepsykologisk distriktskontor, fulgte endnu en renovering, hvor arkitekter forsøgte at genindrette villaen efter husets oprindelige karakter, dvs. i tråd med den klassiske og herskabelig tone fra Henriquesfamilien.
I 2007 måtte distriktskontoret flytte, da huset blev for stort et lejemål.
Piratfester, grafittikunstnere og Villa Salo
Mellem 2007 og 2010 stod den gamle villa øde hen, tilgroet og faldefærdig. Ingen ny lejer havde meldt sig, og den vilde ungdom så i stedet sit snit til at bruge den hengemte lokation som mødested for piratfester med hyppig og aktiv deltagelse af graffitikunstnere.
I 2010 blev villaen overtaget af performancekollektivet SIGNA med Signa og Arthur Köstler i spidsen. De omdannede boligen til et overdrevent bordel af den højere prisklasse med bordeauxrøde vægge, forgyldte kanter og væg-til-væg gulvtæpper, som de efterfølgende brugte til at sætte scenen for deres mildest talt udfordrende performance Villa Saló. Hvis man kender til romanen Saló eller de 120 dage i Sodoma af den franske forfatter Marquis de Sade eller filmatiseringen af samme navn af den ligeledes kontroversielle italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini, så har man måske en idé om, hvilken slags performance, der var tale om: en sadistisk og eksplosiv performance. SIGNAS performance udspillede sig i perioden mellem januar og marts 2010. Den bestod af fire blokke Circle of Mania; Circle of Shit; Circle of Tears; Circle of Blood, der enkeltvis strakte sig over en lille uges non-stop performance. Man kunne med andre ord alle tider på døgnet besøge Villa Saló i denne periode, og blive en del af de fornedrelser, som udspillede sig mellem masters, madams, maids, fuckers, children, jackies og publikum, som var aktivt medbestemmende for stykkets gang. Villaen blev et rædselshus fuld af overgreb, vold og fornedrelser, som ikke så overraskende endte på utallige af landets forsider.
Kw3— starten på Villa Kultur
I 2013 blev villaen overtaget af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, som ville bruge bygningen som kulturværksted for unge kulturentreprenører, og dette sceneskift bliver det første skridt hen imod det, som vi i dag kender som Villa Kultur. Forskellige virksomheder lejede sig ind i den slidte villa, hvis vilde levetid nu helt tydeligt kunne ses på de flæsede vægge. Huset blev døbt Kraftwerk 3, også kaldt Kw3, men levetiden var kort, og i 2016 så man sig nødsaget til at lukke kulturhuset.
Kw3s reception
Renoveringen af villaen på Krausesvej
Men Kw3s ideer for villaen blev heldigvis ikke forvist til glemmebogen. To af de virksomheder, der i perioden var tilknyttet Kw3, Forvandlende Fortællinger og Bite Me Crew, besluttede at videreføre projektet og nu er vi tilbage, hvor vi startede. Vi er tilbage ved Jonas Grøn, Hakon Elliott Mogensen, Anastasia Dimitriadou og Jonathan Slyngborg Fjord, som sammen indgik en ny aftale med Københavns kommune om at skabe en symbiotisk hybrid mellem et kulturhus og et arbejdsfællesskab.
Deres vision var, at stedet skulle kunne omfavne både kulturskabelse og tværfaglige ambitioner, og at forskellige kulturelle felter skulle kunne mødes og skabe nye synergier og en ny måde at skabe kultur på. Med hårdt arbejde - og hjælp fra de to indretningsarkitekter Sara Martinsen og senere Merete Vyff Slyngborg - fik de renoveret ejendommen med Elly og Carl-Ottos æstetik og hjemlighed i tankerne. Den 1. april 2017 åbnede Villa Kultur med et brag af en fest i villaens gymnastiksal, og siden da har villaen været som et kulturelt springvand.
I dag er villaen på Krausesvej 3 en af de få tilbageværende villaer af sin slags, som stadig er åben for offentligheden. Meget af den oprindelige arkitektur er endnu bevaret, og den lange historie fornemmes tydeligt i villaens vægge. Villaen summer nu igen af liv i et mylder af kulturelle ildsjæle og entreprenører, der alle brænder for at bidrage til Københavns kulturliv.
Kilder:
Det mouserende element af Kristian Hvidt, udgivet af Vandkunstens forlag
Væggenes historie – en lydvandring, af Julie Thing
Artiklen “Goldberg flytter ud og hjem”: https://goldberg.nu/2017/08/goldberg-flytter-ud-og-hjem