Mød et medlem: Rasmus Noah Hansen
Medstifter af virksomheden eliot
Dette blogindlæg blev første gang publiceret den 01.12.2020
”Let people do their best work” står der med grøn fed skrift på virksomheden eliots hjemmeside. Det lyder ligetil, men min erfaring siger mig, at det kræver en hel del selvforståelse at vide, hvordan man bedst skinner - hvordan man bedst udlever sit potentiale. Det er ikke underligt, at arbejdsgiveren kan finde opgaven uoverskuelig, måske endda umulig, når denne selvforståelse ikke kun skal indbefatte én selv, men derimod en hel arbejdsplads - og det er her eliot kommer ind i billedet.
At udleve potentialer. Det klinger af effektivisering og omkostningsminimeringer, men i bund og grund handler det for eliot om at forbedre menneskers velvære. For naturligvis hænger velvære tæt sammen med en følelse af at lykkes - den gode følelse, når man tilvejebringer noget, man har lagt kræfter i, og resultatet viser sig at være storslået. I dette interview skal vi møde Rasmus Noah Hansen, der sammen med sin partner Martin Bloomstine driver virksomheden eliot. De har siden 2019 været medlemmer af Villa Kultur og har gjort det til deres levevej at pakke tasken og tage ud for at coache virksomheder.
God fornøjelse!
De bedste hilsner
Ida Marie Meyer Erichsen, kommunikationsmedarbejder i Villa Kultur
Fortæl lidt om din baggrund og den rejse du har været på, som fik dig til at starte dit eget?
Jeg har aldrig gået med en decideret drøm om at blive selvstændig - det kom bare lidt ud af det blå faktisk, og føltes som det eneste rigtige at gøre på daværende tidspunkt. Efter min bachelor i Digital Konceptudvikling, havde jeg enormt svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle lave rent professionelt, da ingen reklamebureauer eller lignende søgte en generalist, som jeg var. Derfor søgte jeg ind på skolen Hyper Island i Stockholm, hvor jeg blev introduceret til idéen om “future of work” og organisationskultur. Her fik jeg lov til på egen krop at mærke, hvad det ville sige at bevidst forsøge at skabe et effektivt team.
Efter uddannelsen arbejdede jeg som konsulent i et stort internationalt konsulenthus, men manglede friheden til at løse de problemer, som jeg mente var grundproblemet i de fleste organisationer, nemlig deres kultur og evnen til (eller nok nærmere manglende evne til) at samarbejde effektivt med hinanden.
Hvad er det bedste og værste ved at være kreativ selvstændig?
Dét at være selvstændig kan beskrives som altid at være spændt fast til en emotionel rutschebane, fordi alt arbejde, alle beslutninger, fejl og succeser i bund og grund afhænger af mig. Og det betyder også, at én mail enten kan suge al liv, motivation og tro ud af mig, men på samme måde også kan gøre mig enormt stolt, spændt og glad, hvis det er en af de gode slags.
Da jeg var fastansat tidligere i min karriere var der altid en god fast løn, som tikkede ind hver måned - uanset om jeg gjorde et ekstraordinært godt arbejde, eller om jeg bare flød med strømmen. Sådan er det ikke nu. Nu betaler godt arbejde sig, og det er ekstremt motiverende.
Hvorfor er du en del af villaen og hvad giver det dig?
Da vi startede eliot, ledte vi efter et sted, som ikke var det typiske co-working space fyldt med Hay-møbler og folk der lader som om, at de har vildt travlt. Villaen er et sted med dejlige og gode mennesker, som man, selvom vi ikke arbejder sammen, stadigvæk bliver glad af at hilse på og se hver dag. Den sociale sammenhæng og forbindelse giver enormt meget - og så er det selvfølgelig også dejligt at komme væk hjemmefra i disse coronatider.
Har du en sjov anekdote eller et minde fra villaen, som du gerne vil dele?
Et sjovt minde er da min partner, Martin, og jeg gav håndslag på, at vi nu gerne ville have et kontor for os selv efter at havde været flexmedlemmer i villaen i en længere periode. Det kontor vi havde udset os ligger i Villa Kulturs baghus, og var på daværende tidspunkt mere et køkken og opbevaringsrum end et kontor. Herefter brugte vi ALT for lang tid på at renovere kontoret, fordi vi insisterede på at alt skulle laves af genbrugsmaterialer. Var vi taget i IKEA kunne vi havde fikset det hele på én uge, men i stedet tog det vitterligt flere måneder, før vi blev sådan rigtig færdige. Nu er vi dog blevet super glade for det, og der er gode minder i det kontor.
Hvad er du mest stolt af at have gjort/lavet?
Jeg er mest stolt af det samarbejde, som jeg har fået op at køre med min partner i eliot. Allerede inden vi startede virksomheden var vi nærmest bedste venner, og alle fortalte os, at dét med at starte virksomhed med ens venner var det dummeste man kunne gøre, men det har vi modbevist - det kan sagtens lade sig gøre! Vi har sammen skabt nogle rammer for vores samarbejde, som fungerer rigtig godt, og det er jeg virkelig stolt af.
Hvad inspirerer dig?
Jeg inspireres ved konstant at lære nye ting, jeg kan bruge i mit arbejde. Jeg har netop færdiggjort et kursus, som havde fokus på, hvordan hjernen fungerer og bedst optimeres, og lige pt. er jeg i gang med et universitetsmodul, som hedder Managing Change with Systems Thinking In Practice. Vi læser det begge to via fjernundervisning på Open University. Derudover læser jeg en masse bøger, som giver mig inspiration til at tænke anderledes og prøve nye ting af med vores kunder. Vi har lavet en “bogliste” med disse bøger, som du kan finde her.
Dit bedste råd til folk som drømmer om at gå selvstændig og forfølge deres drømme?
Spar op, inden du går i gang og hvis muligt, så find nogle flere at forfølge drømmen sammen med. Det betyder alverden at kunne fejre opturene og give hinanden støtte i nedturene.
Nogle nye spændende projekter, som du kan løfte sløret for?
Vi har en håndfuld spændende projekter i kalenderen med nogle kunder, som vi desværre ikke kan snakke for meget om. Hvad vi kan snakke om er vores nye hjemmeside, som vi for ganske nyligt lancerede, og som vi er meget glade for. I kan tjekke den ud her. Ellers så skriver vi en masse artikler på vores medium, som I kan læse, hvis I har lyst til at lære mere om, hvad vi går og laver i eliot.
Mange tak til Rasmus fra eliot
I kan finde mere om eliot på deres hjemmeside og på deres medium.