Ida Brockmann: “A soft spot for hardware”

pressemeddelelse, oktober 2021


Fernisering d. 10. september, kl. 18-21.
Udstillingsperiode: 10. - 25. september, 2021

Åbningstider:⁠
- Fredag d.10/9 kl. 18:00-21:00 (fernisering)
- Tirsdag d.14/9 kl. 15:00-18:00
- Onsdag d.15/9 kl. 15:00-18:00
- Torsdag d.23/9 kl. 15:00-18:00
- Fredag d.24/9 kl. 15:00-18:00
- Lørdag d.25/9 kl. 11:00-14:00

Facebook event


Gennem bearbejdning af sten og digitale ikoner skildrer billedkunstner Ida Brockmann (f. 1991) vores teknologiske hverdag. Udstillingen er den første i udstillingsserien VÆKST, der inviterer unge vækstlagskunstnere til at reflektere over vores fokus på vækst i samfundet. Som den første i rækken stiller Brockmann skarpt på vores konstante udvikling af nye teknologier og voksende tilhørsforhold til dem.

 

I midten af villaens orangeri ligger værket IMG_1103.jpg (2019), som består af en ubegribelig stor mængde binære koder indgraveret på lertavler i en absurd leg mellem tusinder af år gamle analoge babylonske kommunikationsformer og de sidste årtiers fremvoksende digitale tablets. Tilsammen udgør indskriften i lertavlerne den præcise kode for billedet IMG_1103.jpg på Brockmanns egen tablet. Hun har således materialiseret det digitale billede, hvilket har gjort det uigenkendeligt, som en undersøgelse af idéen om det digitale og dets indvirkning på vores perception.

Langs orangeriets bænke løber relieffet Step by step, brick by brick (2021) af gasbeton, der gengiver screenshots af en YouTube tutorial, hvor store hænder reparerer en smadret smartphone i et omsorgsfuldt møde mellem mennesker og byggeklodser. Denne nærhed og forbindelse mellem menneske, teknologi og natur, går igen i værket High resolution (2021), hvor det digitale ikon for ”billede”, et landskab med to bjergtoppe og en sol, er indgraveret i en stak stablede stenplader, som samlet også mimer ikonet for ”billedgalleri”. Udover den genkendelige digitale semiotik, er værkets materiale også er et landskab i sig selv: ”et tværsnit over millioner af års sedimentære aflejringer”, som Brockmann kalder det, hvor organiske partikler og mineraler ophobes og sætter sig på plads. Det er netop i tværsnittet over teknologiens historie, semiotik, naturens materialer og processer, at Brockmanns værker afslører, hvordan vækst som samfundssymptomatisk træk er sammenviklet med teknologiens jordnærhed og kropsliggørelse.


Ida Brockmann (f. 1991) er BA fra Valand Academy i Göteborg. Hun har senest udstillet på Boy Konsthall, Bollebygd, 2019, Skulpturpark Hollufgård, Odense, 2021. I 2022 udstiller hun på Galleria Sculptor, Helsinki. 

http://www.idabrockmann.dk - https://www.instagram.com/idabrockmann/?hl=da


 

Med VÆKST ønsker Villa Kultur at sætte unge kunstnere i stævne på tværs af kreative discipliner.  Igennem programmet, som tæller udstillinger, performances og koncerter, vil vækstlagets artister og kunstnere mødes på ny under tematikken VÆKST. Programmet ønsker at gøde de kreative vækstlag med nye samarbejder, anderledes publikumsoplevelser og eksponering på tværs af de sædvanlige publikum.

Kunstprogrammet er kurateret af Nanna Saplana & Ida Schyum og finder sted i villaens orangeri – et vækstrum for planter. Musikprogrammet er udviklet i samarbejde med Laurits Heegaard, Managing Director i PREP MUSIC. Inden ferniseringen af Ida Brockmanns udstilling kan du således opleve en koncert med FILIPPA i villaens balsal. Læs mere her.

 

VÆKST er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. 

Previous
Previous

Mød et medlem: Sandra Larsen

Next
Next

VÆKST