Mød et medlem: Johanne Lykke
Pompøse akvarel-blomster og et eksistentielt behov for at sanse det skønne.
Mød billedkunstner Johanne Lykke.
Hun inviterer naturen ind i Nordvests industrikvarter med store, pompøse blomster-akvareller, hun hæver stemmen omkring ulighed i kunstbranchen og hun har modet til at gå kunstens vej. Mød Johanne Lykke.
Vores første møde med Lykke var, da hun kontaktede os vedrørende en udstilling i vores orangeri, hvor hun, sammen med kunstnerkollegaen Nina Elizabeth, havde en vision om at lave stedspecifikke glasmalerier på glasfacaderne, der fortolkede de tropiske planter, deres miljøer og transformere rummet og dets lysindfald. Læs mere om udstillingen her og om Nina Elizabeth og Lykkes oprør mod ulighed i kunstens verdenen her. Det viste sig heldigvis at være en relation, der var til for at blive, da Lykke kort tid efter udstillingen fik et af vores eftertragtede receptionist-medlemsskaber og har derfor sin daglige gang i Villaen - når hun ikke er i sit atelier i Nordvest eller er ude i verden for at lave stedspecifikke værker.
Læs hvordan Johanne Lykke gik efter sin passion, da hun som 19 årig kom ind på Det Jyske Kunstakademi, hvordan blomster udsprang fra corona-ensomhed og hvordan hun hver dag kæmper for sin kunstneriske karriere.
God fornøjelse.
Fortæl lidt om din baggrund og den rejse du har været på, som fik dig til at starte dit eget?
Det at udtrykke mig kunstnerisk har altid været en vigtig del af mit liv og det var indlysende for mig, at det var kunstens vej, jeg ville gå ret tidligt. Allerede som femårig malede jeg efter min mormors landskabs-akvareller af den fynske natur og jeg forfulgte drømmen om at blive kunstner ved at søge optagelse på kunstakademiet som 19-årig. I min studietid tog jeg til en optagelsesprøve, hvor jeg fik job som speaker til diverse radio- og tv-reklamer. I dag er det at arbejde med stemmen stadig en integreret del af mit selvstændige virke og jeg drømmer om at kunne udvikle det endnu mere.
Hvad er det bedste og værste ved at være kreativ selvstændig?
Friheden til at gøre hvad jeg vil og hvornår jeg vil, er den største gave i livet som selvstændig og som kunstner. Ulempen er den økonomiske usikkerhed, der er forbundet med et selvstændigt og særligt kunstnerisk virke.
Kunstverdenen er kompleks og der er visse udfordringer forbundet med at navigere i den som kvinde. Vi er desværre stadig underrepræsenteret på gallerier og museer - og kunstværker af kvinder værdisættes langt lavere end kunst, der er produceret af det modsatte køn.
Hvorfor er du en del af villaen og hvad giver det dig?
Jeg startede i Villaen midt under anden lockdown og det var utrolig givende at have mennesker omkring mig, mens det meste af samfundet stod stille. Jeg takkede ja til tilbuddet om at blive receptionist i Villa Kultur, fordi jeg så en kæmpe mulighed for at udvide mit netværk og møde andre kreative, som ikke nødvendigvis arbejder indenfor samme felt, som jeg selv. Det inspirerer mig at være omkring andre iværksættere og stedet har åbnet op for flere nye samarbejder med andre, blandt andet journalister og fotografer fra huset. Haven, der hører til villaen, har også en vigtig betydning for mig. Jeg bor selv i lejlighed og jeg nyder at have adgang til Villa Kulturs have. Når jeg møder ind som receptionist, så er noget af det første, jeg gør, at gå en tur rundt i haven og plukke en buket blomster. Den handling giver mig ro og tilfredsstillelse.
Hvordan har corona-krisen påvirket dit arbejde?
Nedlukningen gav mig mulighed for at dykke endnu dybere ned i min kunstneriske kerne. Pludselig opstod et spontant behov for at male blomster, som måske voksede ud af en følelse af ensomhed. Jeg gav mig hen til blomstermaleriet og fandt frem til, at det at male blomster på ingen måde føles banalt, men primalt. Det udfylder et eksistentielt behov for at sanse det skønne og mærke noget, der er større end mig selv. Jeg ser det som en gave at have nået frem til den erkendelse og finde troen på, at der er andre, som kan spejle sig i mit arbejde.
Hvad er du mest stolt af at have gjort/lavet?
At jeg hver dag kæmper for min kunstneriske karriere. Det er en hård kamp at gøre kunsten til sin levevej og jeg lægger utrolig meget tid og mange kræfter i mit virke både i Villa Kultur og i mit atelier i Industrikvarteret i Nordvest. Jeg elsker kunsten og kunne ikke leve uden. Det at kunne berøre andre emotionelt og æstetisk gennem kunsten, giver mig mening og retning i livet og jeg er utrolig taknemmelig for at have modet til at bruge kunstens sprog.
Hvor finder du inspiration?
Jeg finder inspiration i naturen, farver i bybilledet og motiverende podcasts og youtube-kanaler, som skubber mig i gang og udvikler min tro på mig selv og mine projekter.
Dit allerbedste råd til folk som drømmer om at gå selvstændig og forfølge deres drømme?
JUST DO IT! Du kan ikke tænke dig frem til en selvstændig karriere. Det handler om at handle. At gøre noget og så skal resten nok komme.
Nogle nye spændende projekter, som du kan løfte sløret for?
Der sker rigtig mange spændende ting i øjeblikket. Jeg har et samarbejde med Arden Asbæk Gallery i Bredgade, hvor jeg er med på en gruppeudstilling, der undersøger kunstens emotionelle forhold til naturen. Udstillingen løber frem til 31. juli. Derudover arbejder jeg lige nu på en større udsmykning til glasfacaderne på CBS, som skal byde de studerende velkommen tilbage. Endeligt, så bidrager jeg med en live performance til SMK Fridays den 3. september på havnekanten foran Den Kongelige Afstøbningssamling.
Mange tak til Johanne Lykke
Har du lyst til at vide mere om Johanne Lykkes kunstneriske virke, kan du se mere på hendes hjemmeside og Instagram. Er du interesseret i at vide mere om Lykkes arbejde som speaker, kan du tjekke denne side ud. Til slut vil vi varmt anbefale, at du tager et smut forbi Arden Asbæk Gallery her i juli måned, hvor du stadig kan nå at opleve udstillingen ‘Preternatural Impacts’.