Klar til fyraften? Weekenden banker på og vi slår havedørene op til fredagsbar i villaens herskabelige rammer. Der er fri entré, når vi fejrer endnu en veloverstået arbejdsuge med kolde bobler, sprød musik og kunstneriske indspark. Hver gang kan du opleve et kurateret indslag i skæringspunktet mellem koncert, performance og installationskunst - og få nye vinkler på din fredag eftermiddag. Baren holder åbent med gode priser på naturvin og økologiske øl. Vi ses til fyraften!
Denne fredag er vi stolte af at kunne præsentere en performance af den eksperimenterende strygerduo Lueenas. Som et selverklæret filmmusikband har duoen - bestående af violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelund - sine rødder i såvel klassisk minimalisme som improviseret rockmusik. Med forstærkere og effekter forvandler de strenginstrumenternes organiske teksturer til ulmende, støjende kompositioner, der straks fremkalder storladne billeder for det indre blik. Netop derfor har Lueenas på få år vundet anerkendelse i både film- og musikkredse, inklusiv en nominering til DMA Jazz for debutalbummet ‘Lueenas’ og en Robert-nominering for deres score til filmen ‘Ønskebarn’.
Program
16.00: Dørene åbner
17.00: Performance af Lueenas
20.00: Tak for i aften
Arrangementet er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune.
fyraften: åben fredagsbar + performance af Lueenas
Fredag 6/9-24 kl. 16.00 - 20.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: Fri entré